|<
<
>
>|
Den gamle spillemand
Nordosten farer så bidsk og kold, lavt drejer vor sol sit hjul, den gamle jord er i mørkets vold; thi året hælder mod jul. Småfugle fryser og pipper trist på nøgen kvist.
Som ved et under den stride blæst forvandles til bliden vind; thi julens toner kan allerbedst strø solskin i sjæl og sind. Selv spillemanden, den gamle svend, bli´r barn igen.
Til byen kommer en spillemand, støt drejer han hjulet rundt; ud af sin kasse fremtryller han et strålende tonebundt. Da fyldes gaden af julesang med festlig klang.
Alt som han drejer med megen flid, hans tanker tilbage går. Snart barndomshjemmet ved juletid lyslevende for ham står. Mens øjet dugger, fra dybest gem gror minder frem.
Omkring ham samles en skare små; de toner hvert barn forstår. Der dannes kæde, og let på tå en lystig ringdans de får. Hver kind får rødme, hvert øje glans ved slig en dans.
Kom, julefyrste, til store, små, til rig og fattig i flæng! Tænd håbets stjerne i fattigst vrå! Besøg hver pige og dreng! Trøst spillemanden, det gamle skind! Luk glæden ind!
Og små som store -- hver buksetrold og blåøjet søsterlil -sig giver glæderne helt i vold ved klangen af lirens spil. Nu svulmer hjertet i hvert et bryst af liv og lyst.
Lad julens lysende englehær omstråle hans mørke sti! Lad barnet træde ham kærligt nær, når andre går ham forbi! Sluk alle sorger! Du kan det bedst, højbårne gæst! | |
Kilde/ forfatter: Jens P. Møller, Dato: 28/12-2008
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)