|<
<
>
>|
Kulturel rejse til Filippinerne
kulturel rejse til Filippinerne
15. – 22. februar 2009 (fortsat fra forige nummer)
Dag 4 onsdag 18.2.
Vi skal i TV studie til live optagelse siger de. Det er ikke på programmet, for det er noget de har fået i stand de sidste par dage. De er meget oppe at køre, glade og spændte. Jeg prøver at finde ud af, hvad det er for en udsendelse, men det er svært. Noget med nogle spil, interview, og andet. De har lavet et nyt banner, igen med: ”SWAPI w/Special guest from Denmark, madam Birgit Larsen Jensen”. Og vi har alle gule trøjer på, med foreningens
logo.Vi er ca 14 piger, der tager af sted i 3 biler. Atter en lang køretur i den hektiske trafik.
Vi bliver placeret rimelig tæt på i TV studiet, hvor vi er en del af publikum. Men da vi har siddet i noget tid, jubler de pludselig alle sammen i vilden sky. Hvad sker der, spørger jeg. Lu´s fætter arbejder herinde, så nu har vi ret til at sidde helt nede foran, siger de. Jeg fortæller, at hvis det overhovedet kunne forekomme i Danmark, ville vi i det mindste gå stille med dørene. Ikke her, siger de, det er en selvfølge! Og griner.
De fortæller, at selvom vi kun er publikum, så er det meget tænkeligt, at de kommer hen og snakker med mig, da de kan se, jeg er udlænding, og de plejer at tage en snak med nogen blandt publikum. Der er rigtig mange mennesker, og trods jeg er forvirret, for tv folkene taler tagalog, er det nu meget sjovt at være en del af. Det er deres middags underholdnings program ”Eat Bolaga”. Et amerikansk underholdnings program,som de selv fylder indhold i, så vidt jeg kan se. Jeg ser godt nok, at tv værterne skæver hen til mig, men jeg går fri. Med en vis lettelse, må jeg indrømme, trods jeg havde forberedt mig på, at sige et eller andet om deres gode forening, hvis jeg blev spurgt af en af tvværterne. Det er noget af en heksekedel, og meget langt fra det, man oplever med en filippinsk besætning ombord. Pigerne fortæller bagefter, at de havde som dagens emne: Hjemvendte familier fra udlandet blandt publikum, og det er jo også en god sag.
Denne aften er vi så til spisning hos Capt & Mrs Rene Carpio. Vi er nok 14 – 15 stykker igen. Vi er i røde bluser i aften, får jeg at vide. OK! Danny kommer med, for vi skal danse! Dels filippinsk, som er en blanding af traditionel linedance og disko, og så skal vi have lært Totur fra Vejle
ordentligt. Danny har spillet den over på en cd, så nu kører det. Lourdes, som Mrs Carpio hedder, og hendes familie bor i et hus, der vel er lidt mere luksuøst end de
fleste huse på Strandvejen i København!
Der er selvfølgelig også swimmingpool, og flere mercedes biler i garagen. Huset ligger i en ”landsby”, isoleret fra resten af Manila, med skarp sikkerheds kontrol. De ringer værten op, for at tjekke, at det er korrekt de venter os. De har egen skole her!
Jeg snakker med Rene, manden, og finder ud af, at det er en del år siden han var til søs. Han stoppede, og begyndte at bygge huse som dette. Deraf rigdommen. Jeg tænker på, hvordan feks Ninfa føler sig tilpas her, som kommer fra langt mindre midler. Men så ser jeg hen på Alice, og så har jeg svaret. Alice holder næsten hvad som helst i skak. Ulmende ballade, jalousi, fnidder og fnadder, som kvinder kan være rigtig gode til, og frem for alt, hun er som en mor for dem alle. Jeg er også begyndt at sige ”Yes, mother”,når hun taler til mig, for hun er utrolig omsorgsfuld.Og jeg kan se,at det er hun for dem alle,og hun taler også om, at den og den havde problemer, og så gjorde de sådan og sådan. Og når jeg siger; ”Yes, mother”, får jeg det skønneste og varme smil igen. Hun kan virke afmålt og lukket, men der er meget mere end det. Hun er en dygtig formand, for over 1000 sømandskoner, og et meget klogt menneske, som jeg kommer til at beundre og holde rigtig meget af.
Vi spiser af den gode mad, og Lourdes og
jeg driller hinanden lidt. Jeg nævner for
Lourdes, at jeg godt kan forstå, hvorfor vi nogen gange studser over, at eksempelvis en filippinsk AB, kun har udført en del af sit arbejde, som om han regner med, nogen kommer og rydder væk efter ham. For I har alle sammen mindst én medhjælper i huset, siger jeg! Hun giver mig ret, og siger, ”Ja, vi bliver nok lidt dovne af det. Men det er jo fordi, der er så mange fattige, der kommer og tigger om at få et
job, og så giver vi dem arbejde i huset. Vi kan feks sagtens køre selv, alligevel har vi privat chauffør. På den måde, synes vi, at vi gør nogen mennesker noget godt.”
Jeg betragter den lokale papegøje, som giver sit besyv med af og til. Så er det tid til dans med Danny. Danny er meget energisk, og man kan blive helt betaget af at betragte ham. Sveden perler af ham, når han begynder at danse og instruere samtidig. Først et par filippinske danse, og så Totur fra Vejle. Også i aften giver det en masse sjov, fordi vi laver fejl, og Danny og jeg er i tvivl om, det nu er 4 eller 8 chassis.. Men til sidst lykkes det, og vi er både stolte og glade, og har haft en masse sjov med det undervejs. Jeg må sige, at det rører mig på en særlig måde, at danse mit lands folkedans med disse vidunderlige piger, - sømandskoner -, som jeg fornemmer en masse fællesskab med, trods vores forskellige kulturer. Jeg kan allerede nu mærke at det bliver svært at skulle sige farvel til dem. Vi har opbygget en slags bonding, et fællesskab, hvor vi føler os i samme båd, trods vidt forskellige livsvilkår, men med mange af de samme sorger og bekymringer.
Dag 5 torsdag 19.2.
Dette er pigernes ”fridag”, selvom de ikke er begejstrede. Men jeg har planlagt andre ting, og måske havde jeg oprindeligt et ønske om et ”lufthul” og lidt fritid denne dag. Men det er umuligt.
Jeg skal besøge vores egen bemandings agent. Jeg bliver hentet kl 8 af Alison Asarcon, der er crewing manager. Han har tidligere været AB, men er nu på kontoret, hvor han finder nye søfolk osv. Igen, trafikken tager meget tid, og han har chauffør på, så vi får snakket en del på vej til kontoret. Jeg spørger, om de også benytter Seafarer´s Place, men det gør de stort set ikke. De bryder sig faktisk ikke om det, og desuden får de mange fra provinsen og benytter sig meget af networking. Desuden har de børn af tidligere søfolk nu,fordi de har eksisteret så længe.Jeg får drøftet problemer med besætning med ham, og det er rigtig godt at få en helt an-den vinkel, på problemerne. Han mener de tider,hvor den filippinske sømand,svarede ”Yes, sir” til en arbejdsordre uanset om forstået eller ej, er passé. Det siger jeg, ikke er tilfældet.Vi får en god snak.
På kontoret møder jeg den unge kvindelige direktør, Emily. Business kvinde med stort b, men også åben for dialog. Jeg fortæller, at sømandskonerne siger, at der fortsat er manning agencies, der ikke betaler løn til tiden. Spændt på hendes svar: Det er rigtigt, siger hun, men det er mest de græske principals. Så rykker vi og rykker, for det er jo sømandens penge.
Vi drøfter de stigende officer lønninger trods krise, benefits frem for lønstigning og andet. Philhealth osv. Jeg spørger om hun er interesseret i en kontakt med SWAPI, bla fordi hun nævner, at de vil arrangere små kurser for sømandskonerne i provinsen, for her arbejder de ofte ikke, og er dermed mere sårbare. Det samme gør SWAPI, derfor synes jeg måske navnlig det var en ide, med et samarbejde. Jo, de må gerne komme på besøg, siger hun. Nå, her var ikke den store interesse!
Alice fortæller senere, at det bliver næppe aktuelt, ”for de kan ikke lide mig, de ved hvem jeg er, og de ved, jeg siger min mening”.Alice havde inviteret dem til den første aften ved receptionen. De havde sendt moderen, som kun er lidt med i bestyrelsen. Generelt er der meget stor mistillid til manning agencies blandt sømandsfamilierne. Alice fortalte mig også, lidt hånligt, at hun havde diskuteret mit program for ugen med dem, da hun vidste, at jeg ville besøge dem denne dag, og hun ville sikre sig,at de passede ordentligt på min sikkerhed.Det mente de ikke,ville blive noget problem, men Alice var ikke helt tilfreds… Emily, direktøren, tilbyder mig da også hendes chauffør for resten af dagen da jeg bliver hentet af Gichelle ved
middagstid.Vi siger ja tak, for det sparer
tid.
Gichelle har fødselsdag, og derfor kan hun tage fri fra universitetet. Ellers arbejder hun nærmest non-stop, og i weekender tager hun privat ekstra arbejde.Trods sin ret høje stilling ved universitetet og dermed ret gode løn, må hun arbejde så meget, for at få pengene til at slå til. Men hun skal også delvist forsørge sine forældre, og sine mindre søskende. Gichelle er enlig, og bruger ikke mange penge på sig selv.Hendes far arbejdede i mange år som bådsmand hos Mærsk, men blev tvunget i land for et par år siden, da de, ved de ret så udførlige sundhedstjek fandt en lille nyresten, som dog ikke giver symptomer. Trods behandlinger, forsvandt den ikke, og han kunne ikke komme til søs igen.
Filippinerne kommer til sundhedstjek for hver kontrakt periode, dvs ca hver 6. måned, og det er manning agencies, der fastsætter dette. Der er ingen lov for det. Jeg tror manning agency i Filippinerne er en rigtig god forretning, og det er nok ikke uden grund, at sømandsfamilierne er så skeptiske overfor dem. Manning agency har sat sig godt og grundigt på dette marked, med at ”eksportere” søfolk ud i verden. Og da jeg taler med Emily om forskellige ting vedrørende vores egne folk, fornemmer jeg også, at jeg ikke skal gøre tingene selv. Lad os gøre det, vi ved lige hvordan, siger hun med en anelse ordregiven i stemmen. Tag ikke noget fra vores forretnings område! Dette manning agency er akkrediteret, hvilket jeg fortæller Alice senere. Men det giver hun ikke noget for; Det kan de købe, siger hun. Der er ca 400 manning agencies i Manila.
Jeg taler med Alice om, at jeg synes det er særdeles vanskeligt
at finde ud af, hvad er sandhed.Det giver hun mig ret i.Men mener selvfølgelig, at hendes syn på tingene er sandheden. Jeg så dog, at direktøren for dette manning agency viste mig, hvordan de registrerede forskellige ting, fordi det krævede akkrediteringen, og hvordan de brugte masser af tid på det, for at fastholde deres akkreditering. Men måske er det også rigtigt, at hvis de ville, kunne de undlade at gøre arbejdet tilfredsstillende, og så købe denne akkreditering. Men måske, er det bare svært, at komme denne skepsis overfor manning agency til livs, når man et langt liv har set, hvor meget korruption, der er på alle niveauer…? Jeg opgiver denne tankerække!
Under besøget hos dette manning agency, viser Emily mig et ”certificate of appreciation”, som de uddeler til søfolkene. Straks kommer den mistroiske dansker op i mig:Hvad skal det gøre godt for? Men det er, som navnet jo også siger, en anerkendelse af den søfarendes indsats. Hun fortæller,at de bliver meget glade for at få det. Nogle græder ligefrem.Ved nærmere eftertanke, er det meget menneskeligt.Vi brænder jo alle efter anerkendelse! Efter vores symposium, får jeg også et ”certificate of appreciation” fra SWAPI.
Som dansker, er man tilbøjelig til at synes, at det er en anelse til grin. Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at være glad for det… Men da Alice ved min afrejse begynder at snakke om, at gøre mig til æresmedlem på højde med ”the governor”, spørger jeg lidt spøgende, om ikke bare jeg kan få lov til at søge om ganske almindeligt medlemskab…
Jeg har før hørt, at filippinske søfolk er
meget loyale overfor deres arbejdsgiver. Det har jeg tidligere været lidt skeptisk overfor. Men så alligevel tegn på det i Filippinerne. Hos Nenita så jeg, der hang et stort maleri af et skib. Det havde de fået malet efter et fotografi, af det skib manden sejlede med. Gichelle talte me-get om, hvordan hun med sin venstre orienterede indstilling, adskillelige gange havde diskuteret Mærsk med sin far. For han talte altid positivt om Mærsk, og hun sagde til ham, at det bare var en fabrik, der udnyttede hans arbejdskraft… Hun ville åbne hans øjne.Men hun måtte mere eller mindre erkende, at det var nytteløst.
Vi talte om,om ikke han skulle have lov at have det lidt rosenrøde billede. Hvorfor tage det fra ham? I øvrigt hører jeg også adskillelige danske søfolk være stolte af at arbejde for Mærsk
Gichelle og jeg finder hendes forældre og hendes to mindre søskende, der er kommet ind til byen, for at fejre hendes fødselsdag, som jeg nu er blevet en del
af. Vi spiser på en ydmyg restaurant, og
forældrenes fødselsdagsgave, er en lagkage med et lys i, som jeg næsten tror hun selv har betalt. Roberto, hendes far, har lidt arbejde med noget byggeri, så vidt jeg forstår. Han ville hellere til søs, ikke mindst pga den væsentligt bedre løn.
Gicheller er, som Fabienne sagde, god til at se tingene i et andet lys. Hun fortæller om en opvækst, der har været meget præget af at hendes far, var meget væk.
Faktisk fik hendes bror nogle misbrugs problemer, og det mener hun helt klart er pga den manglende fader rolle. Det var det præsten talte om. Broderen har stadig et misbrugs problem med narkotika. Hun husker også, hvordan hendes mor fandt ud af, at faderen havde en dame et eller andet sted, og alle de fights de havde.
Jeg nævner for Gichelle, at et par af pigerne genkendte billedet af sømanden, der er asocial, når han kommer hjem, og ikke vil nogen steder. Det var også noget de af og til oplevede, og snakker om i SWAPI.
Gichelle mener det er et mindretal, der har det sådan. De fleste går ud og drikker med vennerne, når de kommer hjem fra søen, og spenderer alle pengene på kort tid, siger hun. Men da vi snakker isolation, medgiver hun, at denne reaktion, kan være en side af samme sag,en slags ”overdoing”. Men jeg tænker efterfølgende, at der måske også er forskel på, hvordan ra
tings og officerer reagerer, pga forskellige funktioner ombord, forskellige lønninger, og forskellig prestige i samfundet og familien. Desuden har hun indtil nu, ikke rigtig kendt andre sømandsfamilier.
Gichelle har en gave med til mig, det er
en motherpearl. Den er meget flot, og jeg
kan næsten ikke få øjnene fra den. Jeg er blevet meget interesseret i deres kultur perler hernede, efter jeg fik en armlænke med kulturperler af Ninfa, da jeg besøgte hende. I det hele taget over øses jeg med gaver, smykker, tasker og meget andet.Sømandskonerne, som jeg er sammen med, er – på nær Ninfa - alle officers koner, og har nok en bedre økonomi end Gichelle, tror jeg. Heldigvis
(Fortsættes i næste nummer) | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 29/8-2009
Kategori (i): The Phillipines
Kulturel rejse til Filippinerne
15. – 22. februar 2009 (fortsat fra forige nummer)
Dag 3, tirsdag 17.2.
I dag er det besøg hos 3 sømandsfamilier. Det har jeg set mest frem til. Første besøg er hos Ninfa A. Borgonia og hendes mand Arnel, som er hjemme på ferie. Vi kommer til et mindre, lidt mere ydmygt hus, end det jeg hidtil har set. Man-den tager imod udenfor, og viser os ind. Udenfor står konens gasflasker, som hun sælger videre, det er hendes bibeskæftigelse.Ved siden af huset, er en lille gård med et par kyllinger. Huset har de selv bygget lidt hen ad vejen, når de fik råd, og med venners hjælp. Her bor dette ægtepar med 3 voksne børn.
Vi skal naturligvis spise. Filippinerne spiser ca 6 - 7 gange i døgnet, og de griner hver gang jeg kommenterer det. Jeg snakker i første omgang mest med manden, hvor han sejler osv. Han er pumper på en tanker. Jeg forstår på ham, at han ikke er officer, men heller ikke rating, sådan lidt midt imellem. Og det virker som om, han forstår begge ”lejre” lidt. Han taler ret frit fra leveren. Jeg spørger om han foretrækker nogle nationaliteter frem for andre, at arbejde sammen med ombord, eller om det er et problem med de mange forskellige nationaliteter. Det benægter han, dog bliver det lidt mere nuanceret senere i samtalen. Men der er ingen tvivl om, at filippineren generelt ser, det med forskellige nationaliteter ombord, med andre øjne end danskeren. Måske skyldes det, at de selv er et multietnisk samfund, igennem århundreder (ikke noget med første- og andengenerations) og at de er så folkerig og fattig en nation, at det, at arbejde udenlands med mange nationaliteter,er en given livsbetingelse.De arbejder for at kunne underholde hele familien, og frem for alt sikre børnene en uddannelse, som igen er deres pension. Fremtiden er hele tiden deres agenda. Jeg hører flere gange, også på symposiet, at ”it is a matter of personal relationship”, mere end det er nationaliteten, der er det afgørende ombord. Jeg får i hvert fald en fornemmelse af, at det er os danskere, der måske er mere fordomsfulde. Det er i øvrigt også hvad Fabienne Knudsen skriver i ”If you are a good leader, I am a good follower”, som jeg husker det. Jeg drøfter konkrete eksempler på problemer, vi har haft ombord blandt den filippinske besætning, hvor vi havde svært ved at finde frem til den egentlige årsag til, at de pludselig ikke kunne enes. Jalousi, siger han! Filippinerne siger selv, de har en krabbementalitet. Hvis nogen kommer for langt frem,trækker de andre ham tilbage. Jeg tager mod til mig, og fortæller at den danske sømand ofte frustreres over,at når han giver en filippinsk sømand en arbejdsordre, siger denne: ”Yes, sir!” Uden at noget sker. ”De føler ikke ansvar, som de bør gøre”, siger han. Jeg tror på, at ham her, er ansvarsfuld i sit job, for han er ikke på nogen måde underdanig over-for mig, som jeg ellers godt kan opleve det ind imellem. Og han siger sin mening. Også da jeg spørger, hvad han synes om, at hans kone er medlem af SWAPI. Jeg bliver sommetider gal, siger han. Jeg overraskes. Hvorfor det, spørger jeg. ”Jo, når hun kommer sent hjem fra møder og sådan”. Senere tænker jeg, at denne reaktion kan være en del af reaktionsmønsteret på den isolerede tilværelse ombord; Nu er jeg her, så skal hun være her, for mig.Jeg spørger,om ikke han synes,det er godt, at hans kone har støtte og opbakning, når han er til søs! Jo, det synes han nu også. Både han og konen, bekræfter, at når manden er ude, skåner de begge hinanden for hver deres problemer. Et mønster, som vi danske sømandsfamilier jo også kender. Konen siger, at hun har været meget glad for, at kunne være med på hustrusejlads, det giver mere forståelse for mandens arbejde og betingelser, og man kan nemmere tilgive ham, når der er noget. Men de (sømændene) kunne nu også trænge til et ”brush-up” engang imellem, siger hun. Det griner vi af, for vi forstår begge to ganske udmærket, hvad der ligger i det…
Vi taler om manning agencies. Noget som jeg hele tiden hører om, mens jeg er på Filippinerne. Pigerne er alle meget skeptiske overfor dem, og de tænker ikke me-get på, hvem der er principal (skibsejer) eller, i hvilket land de er. Det er manning agency, der tæller i deres hverdag. Ninfa og manden,Arnel,taler begge om,at manning agency ofte sender dem på adskillelige kurser, som de enten har været på før, eller er helt unødvendige, fordi manning agency tjener på det. De taler også om, at der stadig er agencies, der ikke betaler løn til tiden,ofte kan lønnen komme både 1, 2 og 3 måneder for sent. De sætter de gode dollars i omløb, og laver business på den måde, siger de. Arnel taler en del om Esso, hvor han tidligere var ansat.Der kunne han godt lide at være, for der var forskellige benefits, som han lagde meget vægt på, mere end på at få en høj løn. Feks fik de 50% i feriepenge, hvis de kom tilbage til skibet. De fik kurser betalt, julearrangementer for deres familier, med ophold og transport betalt. Næste besøg er hos familien Nenita A. Pahed. Nenita er forstander for den italienske nonne skole, hvor vi senere har symposium. Her er manden til søs. Da vi ankommer tænker jeg, åh nej nu igen. Der står tjenere helt ude på vejen, og siger good morning madam… Der er atter li-net op, denne gang lidt anderledes, og jeg ved ikke rigtig hvad det går ud på nu, for set-up´et ser forskelligt ud. Jeg får ikke så meget forberedelse på den måde.Men jeg har efterhånden vænnet mig til, bare at følge trop i det der sker. Det viser sig, at der atter er inviteret hvem der kan, og her er vel en 20 stykker samlet. Jeg får stukket et tændt stearinlys i hånden, og da jeg går ind i huset, hører jeg en præst tale. Der er også et par nonner. De er katolikker. Det er Blessing of the house, der foregår. Der synges, og præsten går rundt og kaster vand på husets indbo. Bagefter lykønskes Nenita, som bor her, og hun er meget glad.
Jeg bliver placeret ved siden af præsten, de synes åbenbart, jeg skal tale med ham. Det er ikke lige mit behov, men ok. Og det bliver alligevel en interessant samtale. Han taler en del om hans syn på sømandsfamilien, og dens problemer, som han hjælper med at løse. Han siger at nogle sømandsfamilier oplever, at specielt drenge kommer ind i narkotika problemer i teenage alderen, fordi far aldrig er hjemme,og de mangler fader figuren i de-res liv, og moderen respekterer de ikke. Desuden hører de fra andre børn, at de-res far har en dame i et andet land, og de føler svigt. Han går så ind og konsulterer, for at afhjælpe disse problemer. Jeg tænker lidt, at, det er jo også hans levebrød, men han har nu nogle gode pointer. Jeg hører også nogle af pigerne, især Alice, tale om ”ekstra marital problems”. No-get jeg ikke når at dykke mere ned i, så jeg ved ikke om det er så meget anderledes end for alle andre sømandsfamilier. Måske er de bare lidt mere åbne omkring det? En af de andre piger talte også om det på symposiet. Om hvordan hun fandt ud af, at manden havde en dame i Indien, hvor han sejlede fast, og hun fik gjort en ende på det. Og det blev fortalt med megen styrke bag, så jeg nærmest røg lidt tilbage i stolen, og tænkte okaayy…! Men det er klart, at problematikken let bliver mere manifest, når manden er til søs i 14 måneder, som Cora´s mand var for nylig. Rederiet kunne ikke finde afløser, og så kom han bare ikke hjem.
De har lavet en flot kage, med mit navn på! Jeg skal skære til alle, det er en ære! Efter præsten, placerer de to sønner af sømænd ved mig. Først Nenitas søn, som er først i tyverne.Velformuleret på flydende engelsk, uddannet indenfor IT. Men han er uden job i øjeblikket, han vil til USA og arbejde. Jeg spørger, hvorfor han så ikke laver noget i ventetiden. Han griner, og siger, at han kan vist ikke forvente solidaritet fra mig. Måske fordi, jeg selv er mor, siger jeg. Han er lukket omkring det, at være søn af en sømand. Han synes bare, det er fint nok. Det kan jo også være tilfældet, men jeg fornemmer snarere, at det er svært for ham, at sætte ord på i denne forsamling, og det forstår jeg nu også godt.
Michael, derimod, som er søn af Lu, og som er uddannet advokat, dog også lidt ældre, ca 27 år, er langt mere åben, og bedre til at beskrive sin opvækst i en sømandsfamilie. Han fortæller, at han har 3 billeder af sin opvækst. Det første billede er hans første år, hvor en mand kommer på besøg, siger han er hans far, sover med hans mor, og giver ham legetøj. Legetøjet er fint, men han mener ikke det er hans far. Næste billede, er han lidt ældre, måske 6 år,han ved nu,at det er hans far,der kommer hjem og sover med hans mor, og giver ham legetøj. Legetøjet er stadig fint, men han føler sig ikke connected til sin far. Tredje billede er, da han er teenager,da er det virkelig svært,for han føler sig stadig ikke connected til sin far, og i den svære teenagetid savner han virke lig fader figuren. Han får nogle problemer omkring det, søger conultation hos præsten, og får det på den måde lidt bedre med sig selv. Han fortæller, at i dag, hvis han har problemer, vil han ikke fortælle sin far om det, når han er til søs. Kun når han er hjemme. Jeg kan se, at Lu er meget stolt af sin søn, og med god grund.
Men jeg opdager så også pludselig, at Nenita kommer hen og siger noget, meget skyndsomt omkring hendes søn, noget med, at han snart får et godt job. Den jalousi, jeg hører filippinerne selv beskrive, dukker pludselig op. Jeg gav jo Michael mere opmærksomhed, for han havde mere at byde på.
Sidste familiebesøg den dag. Jeg er træt, og har næsten ikke overskud til mere. Får generelt for lidt søvn.Vi skal besøge Marian P. De Guia, som er president for SWAPI. Da jeg så hende første gang, undrede jeg mig over, at Alice, som jo er grundlæggeren, og som stadig styrer foreningen rigtig meget, har udpeget Marian til at være hendes efterfølger.Alice er 74 år! For Marian
er meget stille, siger intet, og gør ikke væsen af sig selv. Men ved nærmere eftersyn, og Alice´s kommentarer (Jeg tror Alice har læst mine tanker) kan jeg godt se, at det er klogt gjort. Marian er en meget klog og sød pige,med mange jern i ilden, og hun tænker sig godt om. De har et catering firma, og det går nu op for mig, at jeg har fået af hendes mad før, og den er god. Hendes mand er kaptajn, han er til søs i øjeblikket, de har tre voksne børn, som dels er med i firmaet, dels højt uddannet, husker dog ikke lige hvad. De bor i et stort hus. Vi sidder oppe på taget, hvor der er en stor tagterrasse. Atter mad! Og der er inviteret mange mennesker. Jeg må tilstå, at jeg er ved at være træt af, hele tiden at være centrum, og stille kloge spørgsmål. Det ser ud som om, de gerne vil ”pudse” flere på mig, jeg kan ”interviewe”… Jeg afværger, og slår over i sjov og spas. Faktisk ser jeg, at nogle af pigerne, der har været mest på, sammen med mig, som Cora, Melly, Gie, Lu, Jonette, Minda og andre, også er trætte. Så det bliver mest sjov og pjank denne aften. Og nogle gode sømandskone historier!! Det kan vi – også – samles om!
(fortsættes i næste nummer)
| |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 28/8-2009
Kategori (i): The Phillipines
Chokolade og Chokoladeheksen af Joanne Harris.
Boganmeldelse
Jeg kan bedst lide at se filmen før, jeg læser bogen – man bliver næsten altid dybt skuffet hvis man tager det i omvendt rækkefølge, den person, der er vokset frem i ens bevidsthed, er aldrig den samme som personen i filmen.
Men sæt dig med bogen Chokolade en trist søndag og find billederne af Juliette Binoche og Johnny Depp frem på nethin
den – og nyd så at læse dig til filmen…
Bogen lever absolut op til forventningerne,man få et dybere indblik i Viannes fortid, i præstens bekymringer, i landsbyboernes baggrund,samtidig med at man kan se dem alle så levende for sig. Bogen er en noget mindre kærlighedshistorie, som vel nok er det bærende i filmen, men det er en smuk og let læst bog, der gir lyst til
at se filmen endnu engang!
Rigtig interessant er det at læse artiklen, som Joanne Harris har skrevet om filmens tilblivelse, og den store indflydelse hun selv har haft på dialogen i filmen –
og ja, Juliette Binoche var hendes drøm til rollen som Joanne. Find artiklen her: www.joanne-harris.co.uk/pages/feature
pages/chocolatfilm/chocolatfilm.html Og hvis du ikke allerede har set filmen, så nyd bogen, lær den levende og lidt mystiske Vianne at kende, mød datteren Anouk,nyd livstykket Armande,den gamle dame, der altid må gå i sort fordi der hele tiden er en, der dør i vennekredsen, men hun ”snyder” og ifører sig kulørt undertøj under de sorte gevandter, den gamle mand, der kærligt (og alt for længe) passer sin syge hund, præsten, der kæmper en forgæves kamp mod Vianne og alle hendes fristelser, og selvfølgelig
Roux (Johnny Depp) og hans flodfolk.
Chokoladeheksen foregår ca. 5 år senere og handlingen udspiller sig på Montmartre i Paris. Bogen er noget mere mystisk og lidt sværere at gå til end forgængeren. Den mystiske Zozie lever af og for at overtage folks identiteter og helst også deres bankkonti. Hun er mystisk og en dreven heks,der charmer sig ind i Viannes,Anouks og datter nummer 2’s liv.Vianne er nået frem til,at hvis hun skal falde ind og blive accepteret,så må hun gemme mystikken og de farverige gevandter væk, og hun er – meget mod Anouks vilje – blevet til en grå og trist dame, der sælger kedelig, masseproduceret chokolade i et lille ”Chocolaterie” på Montmartre. Det får Zozie vendt op og ned på – hun får sat gang i Viannes færdigheder som
chokoladekunstner, gir butikken et løft, hjælper Anouk med diverse veninde- og skoleproblemer og gir i det hele taget de-res liv et løft i positiv og farverig retning. Men hele tiden ved man som læser,at hun også har en skjult dagsorden. Så det bliver lidt mystisk, forvirrende og til tider lidt for overnaturligt. Bogen bliver bedre, da også Roux indfinder sig i Paris, og det fremgår tydeligt, at denne bog er skrevet efter tilblivelsen af filmen,for kærlighedshistorien mellem Vianne og Roux er ikke tydelig i den første bog, men i denne bog fortsætter histori
en fra filmen, og kærligheden overvinder jo – selvfølgelig – alt!!! | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 26/8-2009
Kategori (i): Bog anmeldelser
|
(i)
