|<
<
>
>|
Et kulturelt møde
Et kulturelt møde mellem Sømandskoneforeningen af 1976 og den Filippinske Sømandskoneforening i Manila februar 2009 med symposium om sømandsfamilieliv.
På sidste generalforsamling blev det besluttet, at foreningen ville sende mig til Filippinerne, for et kulturelt møde med den filippinske sømandskoneforening. Jeg har haft mail kontakt med deres forening igennem ca 7 år. Adskillelige gange har de inviteret os derud, men det har været et økonomisk problem. Vi søgte midler flere steder, men fik afslag. Til sidst mente vores landsformand altså, at så måtte vi selv lægge ud. Dog sagde Søfartens ledere, at hvis en anden organisation ville støtte det, ville de også. I skrivende stund har Maskinmestrenes Forening støttet med 5000,-kr, hvilket vi siger mange tak for. Så må vi se, om Søfartens Ledere også gør det.
Jeg skrev til Alicia Curada Lamigo, min kontaktperson i SWAPI, som foreningen hedder. Jeg fik svar, at de syntes, jeg skulle komme ud og fejre Valentins dag med dem i februar. Lidt senere kom et langt program for de 8 dage, jeg havde besluttet at være der. Puhha… det tog næsten pusten fra mig!
Her er det, bare i store træk: Dag 1 En velkomst komite vil modtage mig i lufthavnen, og følge mig til hotel-let. Det var lige før, jeg så for mig, at der også ville være en rød løber… Samme dag er der reception med lovpris sang, filippinsk og dansk nationalsang, underholdning med moderne og traditionelle dansenumre, andre sangnumre og surprise number (? Her bliver jeg straks lidt bekymret; Er det mig der skal overraske…?) Jeg bliver introduceret af den person, der har startet foreningen (tror jeg nok,
-de bruger så mange titler, at det er lidt svært at gennemskue, hvem der er højest/vigtigst), og derpå skal jeg holde en tale! Der er ind imellem alt dette også middag.
Dag 2 er der tur rundt i Manila, bla til Seafarers place, hvor jeg har hørt, der er fyldt med arbejdssøgende filippinere, der håber på at få job til søs.
Dag 3 kommer jeg på besøg hos 3 forskellige sømandsfamilier, som de har valgt ud.
Dag 4 tur rundt i Metro Manila og se forskellige steder, som jeg ikke rigtigt ved, hvad er for noget. Desuden besøg hos POEA, som står for Philippine Overseas Employment Administration – et regerings organ, samt middag hos Captain & Mrs. Rene Carpio.
Dag 5 Har jeg mest på egen hånd, da jeg bad om et lille pusterum, den dag var ellers også programlagt. Jeg skal besøge Crystal Shipping, vores bemandingsagent. En anden side af sømandslivet. De har dog også skrevet Den Danske Ambassade på denne dag, hvorfor, er endnu ikke gået helt op for mig. Men denne dag skal jeg også være sammen med Gichelle Cruz. Gichelle er en god ven og kollega til Fabienne Knudsen, med hvem vi har møde hvert år den 10.10. kl. 10 i Center for Maritim Sikkerhed og Sundhed i Esbjerg. Det der engang hed Søfartsmedicinsk Institut. Gichelle underviser i kommunikation ved universitetet i Manila, og er selv barn af en sømandsfamilie. Hun skrev en lang mail, med næsten lige så stort program for, hvad hun syntes, jeg skulle se og opleve….! Der har altså været nogle dage, hvor jeg var ved at løbe skrigende væk, og bare blive hjemme, for det var meget overvældende i starten, og meget af det jeg blev foreslået, sagde mig ikke ret meget. Jeg hev lige stikket ud et par dage, og fandt så omsider ud af med mig selv, at de jo bare ønsker, at give mig mest muligt ud af mit ophold.
Dag 6 Symposium om sømandsfamilieliv. Her starter vi igen med nationalsangene og lovprissang. Jeg skal derpå komme med et oplæg omkring, hvordan danske søfolk klarer livet ombord med andre nationaliteter. Det er ikke lige min ide, og jeg vil måske dreje emnet lidt, men det er jeg endnu ikke nået til i mine forberedelser, så vi får se. Gichelle skal deltage her, trods hun ikke er medlem af foreningen. Men de har vist fundet ud af, at hun er en god kapacitet at have med til dette symposium.
Dag 7 Er der pilgrimstur! Den er ret vigtig for dem, har jeg fået en fornemmelse af, for den har hele tiden været på programmet, trods det har været ændret nogle gange, og noget er blevet taget ud af programmet. Så det er jeg spændt på.
Dag 8 Rejser jeg hjem, og da er jeg helt sikker på, at jeg er træt og overfyldt med indtryk.
Der er i skrivende stund 5 dage, til jeg skal rejse. Jeg har haft travlt med at fin-de den danske nationalsang på cd, som de har bedt mig medbringe. Det har vist sig noget sværere end jeg havde forestillet mig. Jeg har været i en stor FONA med masser af musik på hylderne, men ikke denne. Vores lokale boghandler ville forsøge at skaffe den hjem til mig, men han kunne kun skaffe den som rent instrumentalnummer. Tilfældigvis kommer jeg forbi en anden musik forretning i Roskilde, og utroligt; Her får jeg en meget flot indspilning af ”Der er et yndigt land”, med Radiosymfoniorkesteret. Det siger lidt om os danskere, har jeg tænkt. Vi efterspørger ikke vores nationalsang, og jeg ville heller aldrig selv have overvejet at anskaffe den. Men nu hvor jeg har den, synes jeg faktisk det er en flot sang.
Nå, så bad de mig også medbringe et Dannebrog i skolestørrelse. Hvad er skolestørrelse, tænkte jeg, og spurgte flere, som enten aldrig havde hørt om det, eller mente det var de almindeligt brugte papirsflag man sætter i hækken m.m. Jeg spurgte Alice; Hvad er skolestørrelse? Det var såmænd bare 34 x 56 inches. Det er jo en noget usædvanlig størrelse for os. Men tilfældigvis har min veninde en bror, som har et flagstangsfirma. Jo, det kunne han godt skaffe.
Så var der det med gaver. Jeg er nødt til at have gaver med til de familier, jeg skal besøge, og foreningen skal jo også have en gave fra Sømandskoneforeningen af 1976. Et par sømandshunde, eller staffordshirehunde, som de vist rigtigt hedder, tænkte jeg. Det kender de ikke til derude, det er en europæisk skik. Skrev lidt med vores formand og kasserer om den ide. Det blev godtaget. Men de er jo ikke helt nemme at få fat i. Men lige netop her til aften lykkedes det. Så er det spændende, hvad de siger til dem derude…. I går besøgte jeg en kollega, der underviser i folkedans: Kan du ikke lære mig ”totur fra Vejle”, sagde jeg til hende, så jeg har et eller andet på repertoiret, hvis jeg bliver bedt om det. Det gjorde hun, og jeg fik musikken med. Så jeg dansede løs i går…
De bad mig sende et frisk foto af mig selv, så velkomst komiteen kan genkende mig i lufthavnen. Det har jeg nu gjort, og i sidste mail fra Alice, skriver hun: Vi har holdt møde, og dit billede gik rundt til alle, så din sikkerhed er i orden, og vi vil kunne finde dig. Vi kan næsten ikke vente med at møde dig…. Ja, det bliver spænende… | 
|
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 2/3-2009
Kategori (i): The Phillipines
Den lange rejse
Da vi for et års tid siden tog beslutningen, at vi i løbet af året ville forlade det fynske til fordel for det midtvest jyske, havde vi aldrig drømt om, at processen ville blive så langvarig.
Vi satte huset til salg først i maj, da det sædvanligvis er en god salgsmåned, og fordi huset, vi skulle flytte ind i, ikke var ledigt før. Vi havde helt klart regnet med et hurtigt salg, da mægleren havde folk i køberkartoteket til netop vores hustype. Men nej, der var ingen kø ved havelågen. End ikke åbent hus kunne lokke andet end snusere indenfor. Vi måtte slå koldt vand i blodet og i stedet tage fat på energiforbedringer på den kommende adresse. I løbet af sommeren og efteråret fik vi skiftet til energiruder, lavet jordvarmeanlæg samt blæst 30 cm isolering op på loftet, så havens fugle fremover også kunne mærke vinterkulden. Den lange tids pendlen mellem de to huse resulterede i, at jeg ofte blev i tvivl om, hvor jeg befandt mig, når jeg vågnede om natten.
Midt i december besluttede vi at flytte permanent til det jyske i stedet for at bo på Fyn og hele tiden køre frem og tilbage. Det er nu to måneder siden. Der er ikke noget, der er fremmet for mig her, da jeg er født og opvokset i byen og sågar på adressen og så alligevel. Jeg har ikke overrendt stedet, siden jeg flyttede hjemmefra for 33 år siden. Hvad er det mon så, der drager én tilbage?
Min mand og jeg satte os og oplistede plusser og minusser for begge steder, og sjovt nok var antallet af plusser mere end dobbelt så stort for det jyske. Det bekræfter måske udtrykket ”En gang jyde altid jyde”. I hvert fald kan jeg godt more mig lidt over min mands positivitet over den noget anderledes mentalitet her. Ofte kommer han og fortæller, at nu har han igen talt med nogle rigtig flinkemennesker, selvom de snakker et mærkeligt sprog. Jeg tror og håber, vi har taget den rette beslutning. Jeg nyder til fulde, at sidde i mit køkken og se egern komme hoppende nede fra skoven og ind i haven sammen med div. fuglearter og ind i mellem et par rådyr.
Som barn tænkte jeg ikke over dette privilegium, at vokse op i disse omgivelser. Det var jo helt naturligt at have skoven i baghaven som sin legeplads både sommer og vinter. Nu kan jeg så gå de selv samme steder og se, hvordan mit ene klatretræ efter det andet må give op på grund af råd og alderdom. Det, der dog har undret mig mest gennem de forløbne to år, er hvor lidt jeg har haft brug for og ikke mindst savnet af alle mine ting. Godt nok har der stået et fuldt møbleret hus begge steder, men lige nøjagtig mine ting, har jeg ikke følt, jeg manglede. Gad vide hvorfor! Tjae, livs værdier er mange ting. | |
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 1/3-2009
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Forår 2009
Håber alle er kommet godt i gang med 2009, trods den tunge energi, der har lagt sig over Danmark og hele verdenen. NU gik det lige så godt – men efter en lang opkørsel, kommer der som bekendt en nedkørsel, sådan har det vist været så længe, der har været liv på jorden. Personligharjegfundetbogen ”theSecret” frem, den kan jeg varmt anbefale som et værktøj til, at finde positive tanker og ny energi.
Desværre, har der også været uro i vores forening. Vores Landssekretær, har efter beskyldninger om bevist ikke, at sende referater og informationer om vores nye struktur til dele af repræsentantskabet / redaktørerne, valgt, at melde sig ud af foreningen. Personligt kan jeg kun beklage det og mest af alt, var det meget ubelejligt, nu hvor alle var helt ”tændte på” at nu skal der ske noget. Personligt må jeg erkende, at jeg mistede fodfæste og har haft svært ved at finde det igen. Jeg har taget den kritik, jeg har høstet ud af ovennævnte til efterretning. Forretningsudvalget holder møde den 28. februar, hvor jeg håber, vi kommer frem til en løsning på problemerne.
Birgit Larsen Jensen rejser den 14. februar til Filippinerne, hvor hun skal besøge den Filippinske Sømandskoneforening, en tur der har været forsøgt gennemført gennem de sidste 3 år, men først nu har vi fundet midlertilatkunnegennemføreturen(trods krisen!). Vi har i skrivende stund fået tilsagn fra Maskinmestrenes Forening om kr. 5.000,00 til turen. Tusind tak for det. Birgit har brugt megen energi på forberedelserne til møder med foreningen derude – tak til Birgit, du er den perfekte repræsentant at sende derud. Vi håber, du får en rigtig god tur og glæder os til at høre, hvordan det står til derude.
Vi har indstillet ny repræsentant til Søfartens Velfærdsråd. Valget faldt på Birgit Larsen Jensen.
Jeg vælger at afslutte denne side af med et citat fra ”the Secret” i håb om at vi kan få den positive ånd frem igen.
”Oplev de ting, du ønsker, som om de allerede er dine. Vid, at de vil komme til dig, når det behøves. Lad dem så komme. Lad være med at bekymre dig om dem. Tænk ikke på, at du mangler dem. Tænk på dem som dine, som tilhørende dig, som allerede i din besiddelse”
Robert Collier (1885-1950) | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/3-2009
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
|
(i)
