|<
<
>
>|
På togt med "Havhingsten af Glendelock" - ombord på Cable One.
Sidste år og i år, har det skib min mand er maskinchef på, været hyret som ledsagerskib til vikingeskibet Havhingsten, som er bygget på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Det er en rekonstruktion af et skib, der blev fundet i Roskilde fjord. Jeg var så heldig at få lov til, at komme med på begge togter.
Togtet skulle starte sidste år fra Roskilde nord om Orkneyøerne til Dublin. Og i år fra Dublin syd om England igennem Limfjorden og tilbage til Roskilde. Havhingsten er ca 30 meter lang og 4 m bred, og der var ca 60 mand ombord.
Ombord på Cable One var der 6 besætningsmedlemmer + mig, 2 fotografer fra BBC, 1 fra DR, en projektleder fra Vikingemuseet og hans søn Frederik på 11 år. Cable One skulle kun sejle med til Orkneyøerne, derefter overtog en Skotsk kutter togtet videre til Dublin.
Togtet startede den 1/7 2007, hvor Cable One lå og ventede på Havhingsten uden for Roskilde fjord. Det er et syn jeg aldrig glemmer, da Havhingsten kom sejlende for fulde sejl imod os. Derfra gik turen til Norge. Først til Kristiansand og derfra til en lille flække der hed Bålly. Her skulle dele af det Europæiske kongehus ,være med til, at indvie en nyrestrureret kanal fra vikingetiden. Det var i anledning af Dronning Sonjas 70 års fødselsdag. Efter indvielsen roede Havhingsten Dronning Margrete, Prins Henrik og Dronning Anne Marie ud til Dannebrog, der lå for anker uden for. Det var en stolt besætning der roede af sted med de kongelige.
Vi kom til at ligge i Bålly i 11 dage. Vinden var svag og i den forkerte retning. Tiden var lang for alle. Jeg hjalp kokken, gik nogle lange ture, og fik plukket blåbær, jeg brugte til kager.Vi var på tur til Mandal og Lindesnæs fyr i øsende regnvejr. Det var i hele taget en våd omgang i Norge. Endelig blev der lidt vind, og turen gik nordpå til Egernsund. Der lå vi et par dage. Endelig kom der lidt vind, så Havhingsten kunne begynde at krydse Nordsøen. Men vind var der for lidt af, så enden på det blev, at Cable One måtte slæbe Havhingsten et godt stykke. Det var en trist besætning på Havhingsten, for et af højdepunkterne var selv at sejle over nordsøen. Men endelig kom vinden, og de sejlede selv det sidste stykke til Orkneyøerne.
Cable One skulle kun være 10 timer på Orkneyø, derfra skulle de hjem på værft i Thyborøn. Vi fik set lidt på øen og et par pubber. Det var hårdt at tage afsked med de gæve vikinger, jeg må indrømme at jeg fællede en tåre da de alle stod på kajen og råbte hurra. Det var helt igennem en fantastisk tur.
EfterathaveovervintretiDublin museums gård, hvor den havde været udstillet,var Havhingsten klar til at sejle hjem igen. Cable One var med helt fra Dublin, men min mand skulle først påmønstre i Portsmouth den 11 juli. Det var dejligt at gense Havhingsten og dens besætning. Der var en del med fra sidste år, og nogle nye.
Portmoutherenhistoriskby.LordNelsons flagskib `Victory` , var vi ombord og se. Det var helt intakt, som om han lige havde forladt det. Det var sjovt at se. Der er også udkæmpet mange slag i første og anden verdenskrig, i kanalen ud for Portsmouth . Det er også Englands største flådehavn. En meget flot og spændende by.
Vi lå der et par dage og sejlede videre til et par småbyer inden vi kom til Lowestoft. Der skulle Havhingsten skifte besætning. Der kom 25 nye og det samme antal skulle hjem. Vi kom til at ligge der i ti dage, og ventede på den rigtige vind. De ville under ingen omstændigheder slæbes igen
Os på Cable One nød det rigtig. Der var også sommer i Lowestoft. De havde den flotteste badestrand,og en masse gode pubber. Det var det rene ferie for os alle. Alt godt får en ende. Endelig kom der lidt vind. Så var det af sted. De krydsede mod Holland, hvor vi overnattede i Dan Helder inden det gik nord på. Vi kom ud i det mest forfærdelige vejr, det regnede tordnede og blæste. De gæve vikinger var godtforkomnedavinåedeLimfjorden.Der skulle vi tageafskedmedHavhingsten. Den 4 August var vi ved Limfjorden,og den 9 august tog en del af os fra Cable One, til Roskilde for at modtage Havhingsten når den kom hjem.
Der var ca 10000 mødt op den dag. Der var et stort vikingemarked, dans og irsk musik, og vejret var nogenlunde. Det var et stort øjeblik, da Havhingsten kom roende ind og lagde til ved Vikingemuseet. Der var mange blanke øjne, da der blev sagt farvel.
For Cable Ones besætning og mig var det enfantastiskoplevelse,hvorvilærtemange dejlige mennesker at kende. | |
Kilde/ forfatter: Beatrice Jørgensen, Dato: 3/11-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Sølvbryllup i Peru Fortsættelse fra Søhesten nr. 4.
Den nat i Cusco blev det min tur til at have turistmave, så det var ikke megen søvn det blev til. Men vi kom op til tiden, fik pakket de store kufferter, inden agenten hentede os, for at køre os til bussen, som skulle transportere os op til Titicacasøen. Han fortalte at turen ville vare 8 timer imod normalt 6, da bussen ville gøre stop 5 gange undervejs for museumsbesøg, fotos og ikke mindst strække ben. Da vi forventningsfulde sad i bussen, fortalte guiden, at turen ville tage 10 timer! Turen gik nu alligevel forunderligt godt. De sidste 5 timer kørte vi på en stor langstrakt højslette, men endelig nåede vi da Puno – byen vi skulle bo i ved Titicacasøen. Atter blev vi hentet af en agent, som kørte os til et dejligt hotel midt i byen. Hun foreslog os en heldagstur allerede næste dag, men den fik vi udsat til næste dag igen. Vi var godt trætte og møre efter den lange tur, og trængte til hvile. Også her mærkede vi den iltfattige luft, (om end det ikke var så slemt, som i starten.) Titicacasøen ligger over 4000 m over havets overflade!
Efter en rigtig god nats søvn, afleverer vi vores vasketøj på hotellet. Vi havde jo endnu næsten 10 dage tilbage af vores ferie, så det var rart, at få rent tøj igen. Vi spadserer ud i Puno. Luften er også her meget klar og frisk! Vi stiler mod søen, som jo var endnu et mål for denne lange tur. Vi bemærker, at her er folk lidt anderledes klædt end i lavlandet. Her bærer næsten alle kvinder den typiske bowlerhat og skørterne er mange. Men igen bliver vi overalt mødt med stor venlighed. På vores spadseretur kommer vi snart væk fra det noget turistprægede, og befinder os i lokalområdet med knap så pæne bygninger af forskellig art og de fleste bygget i lersten. Asfalteringen er ophørt, og der ligger meget skidt og skrald rundt omkring. Vi kommer forbi en lille frisørsalon, og sender min mand derind. Han trænger til at blive klippet, og hurtigt går en ung pige i gang med maskine, kam og saks! Sikken en frisure han fik, og den blev understøttet af en stærkt duftende brillantine! For alt dette måtte han af med 5 sol (10 kr.) Mens vi går i området, sætter en lille purk sig og forretter sin nødtørft midt i alt skraldet! Lidt forstemmende er det at se sådan noget, men det er jo så også en del af den måde mennesker lever på her! Ved søen kan man se, at der er ved at blive bygget promenader og andet, men her trænger nu altså også meget til at blive ryddet op og saneret. Peruanerne håber at Titicacasøen bliver udråbt til an af verdens 7 naturlige vidundere, for det vil jo angiveligt forøge turiststrømmen. Så i gang med spaderne!
Næste dag, var vi så på en spændende sejlads på verdens højst beliggende sejlbare sø!
Her besøgte vi de berømte sivøer, hvilket var fantastisk spændende. Her bor mennesker, som lever hele deres liv på disse øer, som de bygger af øens siv. Vi fik vist, hvordan sådan en ø bliver bygget, og højdepunktet var en lille sejltur i en sivbåd! Nu om stunder lever folket nok mest af turisme, men der fremstilles endnu mange produkter af sivene, og fiskeri er også en stor del af hverdagen. Ved de fleste beboelseshuse var der en solfanger, og et kig ind i husene afslørede, at Tv-signaler kunne modtages her. Jeg fandt aldrig ud af, om børnene gik i skole, men mener at de sejles til Puno et par dage om ugen. Efter endnu 2½ times sejlads besøger vi nu en naturlig ø. Her havde vi fået at vide, at øen fungerer som et slags kooperativ, hvor alle deler al indtægt fra afgrøderne og fra salget i en lille restaurant. Jeg var derfor noget forbavset over også her, at møde tiggende børn og voksne. Men øen er fantastisk smuk og ikke mindre er udsigten. Højt, højt oppe på øens midtpunkt lå den restaurant, hvor vi skulle spise frokost. Det var en drøj tur op, men absolut strabadserne værd. På restauranten fik vi udendørs serveret det dejligste måltid med grillet fisk, grøntsager og ris alt imens en øbo spillede på harpe for os. Her på øen går mændene med lange huer, (som minder lidt om de færøske), og mange af dem har selv strikket dem. Så var der jo lige den stejle nedtur, som trak tænder, men snart var vi atter på vej tilbage mod Puno.
Fra Puno er næste destination Amazonfloden. Vi flyver fra Puno til Lima, og derfra videre til Ichitos, hvor vi skal have en enkelt overnatning inden vi skal påmønstre MS Amazonas.
(fortsættes) | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 3/11-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Boganmeldelse
Nu skal vi have lidt havluft og skumsprøjt ind i sommerlæsningen og tro mig I bliver ikke skuffede, hvis I giver jer i kast med denne dejlige roman!! Eneste minus er, at den ikke gir læsning nok til hele sommerferien, for den er så velskrevet og spændende at man bare får lyst til at læse og læse. Så tag den med i flyet eller på togrejsen, og jeg lover jer: turen ikke vil føles lang.
Det er en fortælling fra Skagen. Velskrevet lokalhistorie, men (desværre) er historien, på nær de historiske kendsgerninger og et par enkelte andre "båre løwn", som forfatteren skriver i sit efterskrift men jeg kunne forestille mig, at den er bygget på sagn og legender om skibsbrud, overlevende, uventede graviditeter, og mørklødede unger. Historien udspiller sig i Skagen og selvom den har enkelte flash-forwards op til vores (og fortællerens) tid, så fortæller den en familiehistorie fra ca. 1902 og 60-70 år frem.
Hovedpersonerne er Ane og hendes søn Anton eller Tonny, som han bliver kaldt. Hans biologiske far er eneste overlevende efter briggen P.S.Penry s forlis i 1902, Frederic Porter, som efter undfangelsen forsvinder på mystisk vis. Hans forsvinden er romanens gåde og familiens hemmelighed. Sandheden og gådens løsning skal jeg ikke afsløre her - den må I læse jer til.
Romanen giver et rigtig godt billede af Skagens udvikling, af det barske liv på søen, af en kvindes kamp for at bevæge sig op ad samfundsstigen, af barske (sø)mænd og kloge kvinder.
Glæd jer !! | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 3/11-2008
Kategori (i): Bog anmeldelser
|
(i)
