|<
<
>
>|
Sømandskoneforeningen på Facebook
| Så er Sømandskoneforening af 1976 på Facebook. Håber vi ad den vej kan komme i kontakt med rigtig mange sømandsfamilier. | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 30/8-2008
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Kære medlemmer
Som ordene flyder, sidder jeg godt plantet på en solvogn, tæt ved "Pool 1" på Robert Maersk. Solen skinner, havet er skønt og der styres mod Ravenna i Adriaterhavet. Det er tid til fordybelse og afslapning ind imellem kokkens mange tryllerier. Derfor har jeg, velforberedt til rejsen her, taget de sidste to numre af Søhesten med, vel vidende at jeg gerne vil give mit bidrag til debatten, i form af dette lille indlæg. Dette er min kommentar til Aase´s debatoplæg i nr. 2, samt Ilse´s tilbagemelding i nr. 3. Jeg ønsker ikke at skyde med skarpt, blot vil jeg give min forbeholdne ærlige mening tilkende.
Det drejer sig mest om distributionen af bladet, hvor jeg mener det er spild af penge, at lade så stor en del af foreningens økonomi gå lige ned i Post danmark´s lommer.
Hvad får vi for alle de penge? 6 små blade om året!! Er det det værd? Det er jo det spørgsmål, vi skal forholde os til..
Går foreningen nedenom og hjem, hvis vi i stedet for, at give Post danmark penge, opdaterer foreningen for den økonomi og udvider vores hjemmside til et sted, hvor vi kan gå hen og læse Søhesten, når vi har tiden og samtidig kan besvare de emner der kunne bruge et håb, en mening eller blot en enkelt lille kommentar... Som det ser ud i dag, læser jeg søhesten hen over køkkenbordet, det vil sige den tid det tager at styre kartofler i kog… Bladet bliver lagt ind til sofabordet, men så kommer det heller ikke videre. Når jeg i stedet sidder foran computeren, har jeg god tid og vælger hvad jeg vil læse. Da kunne det være et fortrin, også at kunne besvare eventuelle debatoplæg med det samme, istedet for at skulle skrive det til redaktøren, håbe på, at det kommer med og så ellers vente en måned eller halvanden på, at det bliver sendt. Sikke en skøn hjemmeside vi kunne få os, måske endda lave et debat rum.. Jeg tror endda vi kunne rekruttere nye medlemmer. !!!! Jeg tror -hvis vi skal overleve som en forening af tiden – skal vi opdatere os
Er det ikke ved at være et spørgsmål om Fornyelse, Nødvendighed, Engagement, Beslutsomhed, ærlighed. Pas på vi ikke nedlægger os selv.
Robert Maersk´s besætning består i skrivende stund af 23 ombordværende søfolk. Heraf 7 danskere hvoraf de 2 er aspiranter. Hvis Søhesten udkommer som netpost eller bliver end del af det i forvejen udsendte materiale under betegnelsen nyheder, vil samtlige få læst vores artikler, hvor kun 3 ud af de adspurgte læser den som den udkommer for nuværende..
Som Aase skriver omkring annoncering, er min mening den samme, vi mister ingen sponsor / annonce kroner. ( man kan jo lave en undersøgelse). Der er også økonomi i at have andres links på hjemmesiden...
Hermed håber jeg, at rigtig mange vil overveje deres mening samt give den tilkende på vores kommende landsgeneralforsamling.
Jeg håber på en god, saglig debat.
Mange hilsner og på gensyn | |
Kilde/ forfatter: Lone Salminen, Dato: 4/8-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Når Ønske barnet ikke kommer med Storken del 2
Fortsættelse fra sidste nr. af Søhesten.
Vi besluttede, at vi skal ud og se verden i stedet for at få barn. Vi besluttede, at vi først skal til Australien. Vi kørte på biblioteket og lånte bøger, regnede på, hvor mange penge turen kunne komme til at koste. Snakkede om, hvad vi ville se, og hvor længe vi ville være af sted, hvilken årstid der er bedst at rejse på. Planlægningen var godt i gang. MEN en nat vågnede jeg med et sæt, satte mig op i sengen og råber ” Carsten vi skal forsøge at adoptere et barn, for ellers kommer vi til at fortryde det senere i livet” Sømanden svarede ”Nå”, og vi sov videre. Resten af natten sov jeg som en sten. Næste dag snakkede vi adoption længe, og blev enige om, at det vil vi. Vi går på nettet for at se på hvilke lande, vi kan få barn fra, og blev meget hurtig enige om Kina. Første skridt er at ringe til Amtet og få adoptions ansøgningspapirerne tilsendt. Det går let, papirerne kommer. Vi går i gang med at indhente en masse attester. Vi skal have helbredsattester, straffeattester, kopiere lån på hus, bil m.m , bo-steds attester for de sidst 5 år, attest på at vi ikke skylder kommune eller staten penge, vielse- og dåbsattester, og sidst men ikke mindst skal vi udfylde en masse papirer om os selv . Det største chok kommer, da jeg skal betale min helbredsattest, den koster 1350 kr, hvorimod Sømandens koster det halve, lægerne må selv fastsætte prisen på disse attester, og de ved godt, at vi betaler, og adoption koster mange penge. Jeg sender alle papirerne midt i oktober 2006, og vi er i gang med Fase 1. I fase 1 skal vi til en samtale i Amtet hos en sagsbehandler. Det kommer vi midt i november 2007, som det sidste par i Storstrøms amt. Den dag vi kørte til Vordingborg, var jeg meget nervøs. sømanden tog det stille og roligt, hvad ville sagsbehandleren spørge om? Samtalen gik godt, sagsbehandlerne var meget venlige og lette at tale med. Vi kunne nu køre hjem og vente på at vores sag kom op i samråd, og blive godkendt til Fase 2. Det svære kom, da godkendelsen lod vente på sig, samrådet ville have nogle ekstra attester på os, og det tog ½ år at få dem. I mellem tiden var amterne blevet nedlagt og blevet til Regioner, det var også medvirkende til, at tiden gik. Ventetiden bruger vi på at kommer til Informations møder hos de 2 adoptionsbureauer, der er i Danmark, AC og Danadopt. Vi vælger Danadopt, da vi syntes, de tiltaler os mest og giver det bedste indtryk. Samtidig gik vi rundt og tænkte, hvad hvis nu vi få afslag på vores ansøgning, det giver en del frustration, og bekymringer. Tiden går og jeg nærmer mig med hastige skridt de 40 år. Endelig 1. juni 2007 kom der brev fra Region Sjælland, aldrig har jeg været så nervøs for at åbne et brev som den dag. Vi er godkendt til Fase 2. Lettelsen var stor, endelig er vi videre i vores adoptionssag, og kan komme på adoptionsforberedende kursus. Sømanden er selvfølgelig ude at sejle, og jeg fejrer det alene, og køber 5 børnebøger, noget måtte jeg bare gøre. Jeg ringer til Familiestyrelsen og melder os på adoptionsforberedende kursus sidst i august og midt i september. Vi er glade og forventnings fulde, og ved nu at vi er 97% sikker på at blive godkendt i Fase 3. Men der er atter et STORT MEN. Mærsk beslutter, at Carsten skal udmønstre sidst i August, og de vil ikke lade Carsten blive hjemme 3 uger ekstra, så vi kan få taget det kursus. Vi skal begge deltage på samme kursus, og mister vi een kursusdag,skal det hele tages om. Det koster 3000kr at deltage på disse kurser. Langt om længe er der et kursus, hvor Carsten er hjemme. Kursuset ligger i Tisvildeleje , og de der deltager er fra Københavns området. Kurset består af et weekendkursus med overnatning og 1 kursusdag 3 uger senere. Vi kommer på weekend kursuset og 2 dage senere ringer Mærsk, Carsten skal på job 5 uger for fortidligt. Jeg ryger som en turboraket op i det mørkerøde felt, og kalder både den ene og den anden for de værste gloser. Det hjælper( i øvrigt den eneste gang, det har hjulpet at blive så hysterisk), vi få forhandlet os frem til, at Carsten skal ud 5 dage efter den sidste kursus dag. Kursuset er spændende og meget lærerigt, vi sidder i rundkreds og er 10 par og 3 eneadoptanter. Der er på forhånd lagt et program med emner. Vi skal arbejde meget i grupper på kryds og tværs, sammen med vores partner og alene. Vi får snakket om det at være barnløs, hvad det har betydet for os som par, hvad vil det sige at være en familie med et adoptivbarn. Det er specielt i manges øjne ( Av tænkte jeg så er vi godt nok en meget, meget speciel familie, når vi også er en sømandsfamilie). Hvordan forholder vi os til at skulle modtage vores barn, hvordan får vi den bedste tilknytning til vores barn. Hvad gør vi, hvis vi får et barn med tilknytningsproblemer? Vi fik vendt mange problemstillinger på disse kursus dage, og vi var meget afklarede, om at vi skal adoptere. Nogle af deltagerne var stadigvæk i tvivl, og nogle par havde ikke afsluttet behandling for barnløshed endnu, og der med ikke opgivet håbet om at få deres eget biologiske barn. For at kunne ansøge om fase 3 i adoptionsforløbet, skal man have afsluttet behandling for barnløshed, det havde vi gjort inde i fase 1, så med kursusbeviset i hånden, kunne vi sende papirerne, og ansøge om fase 3. I et adoptionsforløb skal man være meget gode venner med tålmod, og kun vente. Fra vi havde sendt papirerne til stadsregionen, til vi kom til første samtale gik der 3 måneder, men ok Sømanden var jo alligevel ude at sejle i de 3 måneder, så der var ingen panik over det( Altså næsten) I fase 3 skal vi til 2 samtaler, den første er hos sagsbehandleren i stadsregionen, den anden samtale er et hjemmebesøg af sagsbehandleren. Første samtale gik rigtig godt, Carsten var meget forkølet og kunne næste ikke sige et ord, så det var naturligt, at det var mig der snakkede og fortalte om mit liv, hvorfor og hvad jeg havde tænkt, og vi havde tænkt, m.m, samtalen tog 2 timer. Hjemmebesøget gik godt, Carsten fik fortalt om sit liv, hvorfor og hvad han tænkte, og hvad vi tænkte. Sagsbehandlerne gik meget op i, om vi havde tænkt over, at jeg ville være alene hjemme i lang tid, om der var nogle, der kunne hjælpe mig. Det har vi tænkt over, vi vil finde nogle reservebedsteforældre . Det var 2 gode samtaler, der blev spurgt ind til om mangt og meget, men det var ikke grænseoverskridende på noget måde. De spørgsmål, der bliver stillet, er jo kun for at sikre sig, at vi er egnet til at adoptere, og ærlighed når man nu engang længst med. Vi fik besked på, at vores sag ville komme på samrådsmøde sidst i marts, og vi ville få svar rundt 1. april, men at sagsbehandleren ikke kunne se nogen grund til, at vi ikke skulle blive godkendt. Sagsbehandlerne ville skrive en rapport om os, den ville vi få tilsendt og kunne komme med kommentarer, hvis vi ønskede det. Vi får rapporten og læser den. Vi har kun ganske få kommentarer til den, som vi videresender 7. marts. Vi kan nu kun vente de næste 3-4 uger på, at få svar. Så vi venter og venter, bruger tiden på at snakke lande valg. Vi ved, at det ikke bliver Kina, der er ventetiden 3 år, Sydamerika er vi for gamle til, men ellers kan vi vælge alle andre lande. Det er meget svært, at skulle vælge, men vi har jo også lang tid endnu, inden vi får svar, og SKAL vælge land, så det haster ikke.( tror vi)
13. marts kommer jeg træt hjem fra job, og Carsten siger: prøv lige at læse brevet fra Stadsregionen, jeg spørger: hvad H--
-vil de nu, og er lige ved at blive småhys, men læser og læser, HVAD STÅR DER EGENTLIGT I BREVET??? Vi er GODKENDT, vi skal have BARN.
Vores barn kommer ikke med storken, men vi skal hente det i et land langt væk, men hvilket land??? | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 4/8-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)
