|<
<
>
>|
Tak for alle de dejlig reaktioner på min artikel
Kære sømandskoner.
Fantastisk at læse Søhesten denne gang og se alle jer der havde skrevet noget.
Især syntes jeg det var dejligt at høre fra "børnene". Det er jo dem jeg tænker mest på.
Skønt debat jeg her har fået igang. Vi forsætter snakken i Århus afd. hvor vi jo har mange børn.
| |
Kilde/ forfatter: Gitte Jensen, Dato: 27/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Hej Gitte Jensen
Mange af os kender helt sikkert problemet. Jeg gør i alt fald. Vores børn er i dag 18 og 25 år.
Nogle af de ting, der fungerede for os, var:
Begge var 2 år, første gang vi var medderes far ude at sejle, så de kunne se hvorhan opholdt sig, når han ikke varhjemme.
Deres eget billede af far. Billedet blev efter behov kysset, krøllet sammen, vredet,var med i legen, med i seng eller gemt/glemt. Altid fundet frem igen.
Far skrev breve/postkort til dem. Brevene/kortene kunne de få læst højt, når dehavde lyst til at høre dem igen og igen.De blev gemt som klenodier.
Fars sengetøj blev skiftet 1-2 dage indenudmønstring. Børnene nød at putte sig ifars seng, som duftede så dejligt af far.
Det med at vise på et kort, hvor far erhenne, havde vores børn også stor glædeaf. Især en globus er rigtig god, for såfår børnene en bedre fornemmelse for, hvor lang vej hjem, der er.
Men snak med dine børn om, hvordan de har det med, at deres far er væk, og om at det er tilladt at savne, og at det er noget I alle gør, også Jer voksne. For vores børn var det også vigtigt, at de altid vidste, hvor jeg var henne, så de ikke følte at jeg også ”forlod” dem. Og at de kunne komme med, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre.
Håber du kan bruge dette til noget.
Med venlig hilsen Eva Christensen + børn | |
Kilde/ forfatter: Eva Christensen, Dato: 26/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Kære Gitte
Det er flot, at du skriver om dine børns reaktion på at de savner far.
Vores søn er nu 16 år, men jeg husker meget godt nogle af de samme frustrationer, da han var i samme alder. Og det er IKKE sjovt! Dertil kommer at i den alder, som dine børn har nu, har børn ikke tidsfornemmelse nok til at forstå, at far kommer hjem om 7 uger eller lignende.
Jeg var faktisk selv så desperat på et tidspunkt, at jeg kontaktede PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i vores kommune. Og jeg må have lydt ret desperat, for jeg fik 10 timer hos en psykolog, i deres regi, som er gratis. Jeg lærte der, at det bedste jeg kunne gøre for min søn, var først og fremmest, at gøre noget ved mit eget savn. Barnet reagerede mindst lige så meget, og måske endda mere, på mit savn, som på det faktum at far var væk. Det var et godt værktøj jeg fik der, selvom det ikke var som at knibse med fingrene, og så er alle problemer væk. Men det hjalp! Det er et faktum, at hvis mor har det godt, og formår at hvile i sig selv, så klarer børnene langt mere. Så mit råd er: Gør noget godt for dig selv, arbejd med dit eget savn, via psykolog eller hvad der er aktuelt for dig. Jo bedre du har det, jo bedre får dine børn det.
Jeg tror, at vi sømandskoner stiller ret store krav til os selv. Vi piber ikke over, at sømanden er væk, over savnet, over alle hverdags problemerne, vi ofte står alene med osv. Men det kan blive for svært ind i mellem, og det er en styrke at kunne vise sin svaghed, frem for at gemme den af vejen. Når vi viser svagheden, er vi allerede i gang med at ændre på det, og det er positivt. Jeg tænker på dig!
Knus Birgit | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 26/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)
