|<
<
>
>|
Min far er sømand
I sidste nummer af Søhesten efterlyste en ung sømandskone at høre, om andre sømandsfamilier havde samme reaktionsmønstre hos de små børn, som hun oplevede i sin familie.
Jeg er selv sømandskone, og min mand har sejlet i mere end de 25 år vi nu har været gift. I min familie kendte vi ikke de problemer, som bliver beskrevet. Men jeg ved og har hørt fra andre unge familier, at de har - eller har været igennem den samme problematik. Mine tanker er, at det må være forfærdeligt hårdt, ikke kun for den hjemmeværende familie, men også for faderen derude til søs. Jeg har selv før i dette blad skrevet om, at det kan være dejligt at savne, men som nogle familier oplever savnet, må det være ganske uholdbart. Jeg har desværre ingen gode råd, for det som har været godt for vores familie, behøver jo nødvendigvis ikke at være godt for en anden. Jeg har dog den idé, at er det hårdt for moderen at savne, (og det kan man jo ikke sådan lige lave om på!) vil det uvægerligt påvirke den lille familie. Måske er det hos nogle familier sådan, at børnene, hvor små de end er, kan mærke moderens savn og reagerer på det? Og selvfølge savner de små størrelser også deres far. Det ville være unaturligt andet!
Savnet skal bare ikke være ubærligt. Da jeg læste den unge mors artikel, kom jeg til at tænke på, at min datter da hun var 14 skrev en artikel til Søhesten. Den kommer her igen:
Min far er sømand
Savner du ham ikke? Ville du ikke ønske, han lavede noget andet? Synes du ikke, det er længe han er væk? Det er bare en lille del af de spørgsmål, folk altid spørger mig om, når de hører, at min far er sømand. Og jeg har altid svaret det samme: NEJ! Selvfølgelig savner jeg ham, og selvfølgelig synes jeg nogle gange, det er længe han er væk, men det er ikke noget jeg tænker på. Altså nogle gange er han der, og nogle gange er han der ikke! Sådan har det altid været, og sådan bliver det sikkert ved med at være lang tid endnu. Sjovt nok er det næsten altid mine venner, der er mere ked af det, når han tager af sted, og de syntes, det er synd for mig. Man er selvfølgelig lidt ked af det, når han rejser, men jeg har da aldrig grædt, når han skulle af sted, heller ikke da jeg var lille. Jeg ved jo, at jeg ser ham igen om et par måneder. Når ens far er sømand, lever man faktisk to liv. De er ikke meget forskellige, men der er forskel på kun at have sin mor hjemme, og så have begge sine forældre der. Man laver jo også forskellige ting med sine forældre. Min mor køber jeg tøj og går på café sammen med. Min far går jeg i biografen og en tur i mosen med. En ting jeg aldrig har forstået er, hvorfor der altid skal gøres rent, når han skal komme hjem. Jeg mener, han ved jo godt, hvordan det plejer at se ud. Når vi skal hente min far, får jeg altid en lidt underlig fornemmelse i maven, det bobler næsten, og man kan ikke lade være med at smile. Det er som om, at det først er der, det går op for en, at han altså har været væk i tre måneder, og så vælter glæden bare op i en. Der er dog også nogle få ulemper ved, at ens far er sømand. F.eks. så har min far, ud af de 14 år jeg har levet, kun været hjemme 4 gange til jul, som jeg kan huske. Og han har ikke altid været hjemme til min fødselsdag. Nu er jeg tit alene med min mor, men for et par år siden, fik jeg lov til at prøve at være alene med min far. Jeg var nemlig ude at sejle med ham i en måned. Her fik jeg en chance for at se, hvad min far lavede, når han var på arbejde. Jeg så, at det han lavede, ikke bare var en ferie, som nogle måske tror det er. Jeg fandt ud af, at han faktisk havde ansvaret for maskinen, og at han tit var på vagt. Selvfølgelig var resten af besætningen søde til at tage nogle af hans vagter, så vi kunne komme ud at se noget. Vi oplevede mange spændende ting. Vi kørte i taxi i Pisa, vi spiste en Big Mac i England og købte en læderjakke i Marokko. På turen fik jeg også prøvet, hvordan det er at være rigtig søsyg, og det er ikke rart! Jeg fik i det hele taget prøvet, hvordan livet er ombord på et skib. Jeg prøvede hvordan det er at være i havn, og hvor kedeligt det kan blive, når man ikke har set land i 3 dage. Og så oplevede jeg, hvordan det er at komme hjem, og det er faktisk ret rart!
Jeg har altid sagt og vil sikkert altid sige, at jeg har haft en af de bedste opvækster, man kan få. Fordi jeg har prøvet, at have min far hjemme hele sommerferien. Ikke kun før 9 og efter 17, men alle døgnets 24 timer. Jeg vil aldrig ønske, at min far lavede noget andet. Aldrig! Tina Hansen, 14 år.
Ak, ja! Tina er i dag næsten 25 år, og har for længst forladt den hjemlige rede, men når hun er i byen er det stadig sin mor hun køber tøj og går på café med, og sin far hun går i biffen eller til fodbold med. Hun kommer her jævnligt, hvad enten hendes far er hjemme eller ej. Det sidste afsnit i hendes artikel, står hun stadig inde for!
For de unge familier ville jeg ønske, at deres sømandstilværelse måtte være lige så harmonisk, som den har været for vores børn. For vores familie har det været en livsstil, som vi bare tog til os. Jeg håber, at du som skrev i sidste nummer, på en eller anden måde må finde roen og harmonien i den tilværelse, som indebærer at vores sømand er væk fra hjemmet i lange perioder og ofte langt ude i verden, men som også betyder at, når han er hjemme, så er han det på fuld tid. | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 26/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
14 dage
I efterårs- og vinter månederne er det ikke ualmindeligt, at naturens små gnavere, musene, smutter en tur ind i vore boliger.
For flere år siden, oplevede jeg ofte om aftenen pludselig at kunne høre små ben pile af sted hen over loftet. Hvis det gentog sig flere dage i træk, satte jeg altid kassefælden fyldt med forskellige go´bidder op på loftet. Ofte gik der kun 12-24 timer, så sad den der, mæt og bange og kiggede på mig ud gennem gitteret. Herefter fulgtes vi så mindst et par km væk eller over på den anden side af en nærliggende lille å. Sættes de ikke ud tilpas langt væk, vender de nemlig tilbage, og det kan gå rigtig stærkt. Taler af erfaring.
Sidste år var det igen blevet tid at fylde fælden men det kneb lidt med at fange den lille fyr. Vippepinden og slidsken blev gentagende gange hevet ud og maden spist. Lidt mod min vilje spændte jeg nu en klapfælde af dem til rotter, da de andre er for små. Det kunne jo være, kalorius var for tyk til at komme ind i kassen. Næste dag lå der en hale i klapfælden, en blodplet ved siden af, og begge fælder var tømt for mad. Nå – endnu en fælde blev sat. Et glas med et låg med vippeklap og dufthuller, blev placeret tæt på de andre. Der var ved at gå helt sport i det.
På 3. dagen var alle 3 fælder tømt og lå spredt ud over et større område. Gad vide, hvad det var for en ”snu fætter” jeg havde fået besøg af? Det kunne være sjovt at videofilme nattens hurlumhej. Jeg må da indrømme, at gift lige strejfede mig, men så har man på et tidspunkt et stinkende kadaver liggende. Så jeg fodrede atter og skruede låget meget hårdt fast, surrede kassefælden og satte en
4. lille klapfælde ved siden af alle de andre. Næste morgen lå den, som sådan én nu skal, i den store klapfælde. Det var et pænt stort eksemplar af en halsbåndmus, som aldrig ville kunne kommet ind i kassefælden. Det værste var blot, den manglede ikke sin hale, så jagten var endnu ikke slut. Eller var den? Det kunne jo tænkes den haleløse lå nede mellem rockwoolen og var forblødt!
Alle 4 fælder blev atter sat, og lidt ekstra go´bidder blev lagt omkring fælderne tæt på de huller, jeg med en lygte kunne se, var gravet ned i rockwoolen. Men der var meget stille de følgende dage. Pludselig undrede jeg mig over en svag, sødelig lugt inde i stuen, jeg ikke kendte. Dagen igennem, når jeg blev mindet om den gik/kravlede jeg rundt og lugtede til alt fra potteplanter til gulvtæppet. Det endte med en gang rengøring. Den følgende dag var lugten der imidlertid fortsat. Nå- så måtte jeg en tur på loftet, selvom jeg ikke fattede, hvordan en evt. lugt deroppe fra kunne trænge ned gennem gipspladerne til stuen. Da jeg løfter loftslemmen, forventer jeg at blive mødt af den mest ulidelige stank. Men nej, efter at være gået søgende rundt deroppe, stak jeg som en sidste forsikring næsen ned i nærheden af musegangene. Fy for h…. en lugt. Jeg var ikke længere i tvivl om, at dernede et sted lå den haleløse og måske et kuld døde unger, som nu var gået i forrådnelse. Jeg kontaktede min bror, der er biolog, for at få et godt råd. Han bliver ofte kontaktet desangående og svaret lød promte: Store mus mumificeres i løbet af 8-10dage og rotter 14 dage. Ok, der var en tidshorisont. For mig, der beskyldes for at have et ret fintfølende duftorgan, var det dog ikke nogen rar tanke. Jeg måtte hurtigst muligt finde ud af, hvordan lugten trængte ned gennem loftet. Jeg tjekkede samlingerne mellem gipspladerne, hvor ingen gabte, men måske var det helt ude, hvor loftslister og vægge mødtes, for her kunne jeg se små mørke lufthuller hist og pist. En stol, en fugepistol og noget loftsmaling og i løbet af dagen, havde jeg været rundt over det meste af huset. OG PIST VÆK VAR DØDEDYRSSTANKEN.
Denne seance foregik for ca. 12 måneder siden. I skal da ikke snydes for dette års fangst.
De sidste 2 måneder er det blevet til 5-(6) måske snart 7 store halsbåndmus. De 5 har jeg fanget i den store klapfælde på rosiner. Og jeg vil gerne sige, at det hver gang er med vemod, når jeg tømmer fælden, da jeg hellere vil gå en tur i engen med dem. Problemet er blot, at ingen af de mus, der godt kan lide at besøge vores loft, har mulighed for at mase sig ind i kassefælden. Den 6. mus er imidlertid pist væk sammen med en lille klapfælde!! Den 7. har jeg netop hørt pile frem og tilbage. Godt jeg fik fuget sidste år. | |
Kilde/ forfatter: Ulla, Dato: 26/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Boganmeldelse af Helene Uri „Honningtunger“
Hvis alle kvinder var så modbydelige ved hinanden som især Sara og Tamara er i denne bog, så ville et liv uden veninder være at foretrække !! Sara og Tamara er vokset op sammen - deres mødre var veninder, og Sara og Tamara har derfor kendt hinanden, siden de blev født og er „heldigvis“ blevet veninder. De er uadskillelige og totalt afhængige af hinanden. Så afhængige, at de begge, hele livet, har gjort alt for at intet skulle komme imellem dem.
Det er en fascinerende historie om 4 veninder og deres syklub. De 3 af dem har haft syklubben i 25 år, den sidste, Eva er kommet med for et par år siden. På overfladen er alt perfekt, især Sara og Tamara er perfekte: ser perfekte ud, deres liv er „perfekt“, de går i det rigtige tøj, er gift med „rigtige“ mænd, bor i perfekte huse, er super-gode til at lave mad osv. osv. Men under overfladen er deres liv alt andet end perfekt. Lis, den tredje barndomsveninde er knap så perfekt og har vel hele livet undret sig over, hvordan hun gik fra at være „pissetisse-Lis“ til at blive den udvalgte i Saras og Tamaras tosomhed. Men det finder hun ud af.... Mere skal jeg ikke afsløre.
Bogen er bygget op om syklubbens møder
-der er gået fra at have noget med syning at gøre, til at blive en decideret madklub - og alle kneb gælder for at få alt til at være perfekt (glæd jer til at komme hjem i Evas køkken og følge hendes forberedelser!!) Langsomt, men sikkert kommer vi ind bag facaden på disse fire kvinder og aner hele tiden, at katastrofen må indtræffe før eller siden. Vi bliver introduceret til den i småbidder, og så kulminerer det hele ellers da syklubben fejrer 25 års jubilæum. | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 25/2-2008
Kategori (i): Bog anmeldelser
|
(i)
