|<
<
>
>|
Aggershøj
I anledning af, at det i år er 60 år siden de første enker var på ”Aggershøj” bringer vi en artikel fra Juli 1970, og et billede af det første hold.
De blev ikke glemt!
Feriehjemmet »Aggershøj« i Marstal har 25 års jubilæum. Af pastor William Larsen.
Savnet og sorgen i de mange sømandsfamilier, hvor hustruen under krigen pludselig stod alene med børnene, enten fordi hendes mand var omkommet under udførelsen af sin pligt på søen, eller fordi han var inddraget i den allierede krigstjeneste, kaldte på Sømandsmissionens indsats. Trøst og hjælp på forskellig vis ville man gerne bringe, og bragte det også, men hvordan lyse op i den grå og ensomme og ofte meget vanskelige tilværelse? På sømandspræst Fr. Vilh. Eilschou-Holms initiativ blev der i sommeren 1942 holdt 2 lejre for sømandshustruer, hvis mænd var krigsforlist eller sejlede på den anden side af spærrelinien. Børnene skulle selvfølgelig også med. Børnehavelærerinder blev skaffet til veje for at tage sig af dem, medens mødrene slappede af.
Disse lejre fortsatte under hele krigen og mange hundrede enker og deres børn kom hvert år med på et sådant gratis 14dages ophold. Det sidste krigsår deltog 650 enker og deres børn i disse arrangementer. Og så kom den store overraskelse. Indenlandsk Sømandsmission holdt 40 års jubilæum i 1945 og fik i jubilæumsgave - - et slot, havde jeg nær sagt, men dog noget i den retning. Fru tandlæge Biering-Sørensen, Næstved, og fru ingeniør Wismer, København, skænkede deres forældres villa »Aggershøj« ved Marstal som en jubilæumsgave til Sømandsmissionen med det ønske, at man gerne så hjemmet brugt som feriehjem for sømandsenker med deres børn.
”Aggershøj” er en stor og rummelig herskabsvilla i 2 etager med spir og solskinsplatform. Den ligger midt i en have på l td. land. I stueetagen er der flere store stuer og på første sal en del soveværelser. Det var lige netop et sådant hjem, man havde ønsket sig. En del hyggelige møbler fandtes i stuerne. D.F.D.S. tilbød at montere feriehjemmets soveværelser og køkken med fuldstændigt inventar lige fra kopper og teskeer til lagner og dyner. Ved indvielsen l. juli 1945, som foretoges af pastor Eilschou Holm, stod hjemmet rede til at modtage sine mange gæster og gå ind i arbejdet som et fortræffeligt led i Sømandsmissionens gerning blandt enker og deres børn.
På muren ved hovedtrappen indsattes en tavle med følgende indskrift: Denne Ejendom er i Året 1945 skænket Indenlandsk Sømandsmission til Minde om Købmand J. C. Albertsen og Hustru, der lod den opføre i 1908 og beboede den i 33 år.
I januar måned 1946 fik formanden for Indenlandsk Sømandsmission anmodning om, sammen med generalsekretæren, at give møde i det engelske hovedkvarter på Dagmarhus i København. Det skete den16. januar. På grund af generalens bortrejse overrakte oberstløjtnant Bevan fra Grenadier Guards og i nærværelse af fru Ruby Yorck-Johnstone, lederen af The Allied Forces Club, en check på 25.000 kr. til feriehjemmet »som en tak for de tjenester Sømandsmissionen havde gjort de danske sømandsfamilier, hvis mænd gjorde tjeneste i de allierede styrker under krigen«. Klubbens leder havde formidlet en række tøjgaver til sømandsfamilierne gennem Sømandsmissionen og havde gjort opmærksom på Sømandsmissionens feriehjem. En medvirkende grund til gaven var også de mange farlige rejser, som generalsekretæren under krigen havde foretaget til Stockholm, hvor han gennem telegrafen havde knyttet tråden mellem sømandsfamilierne herhjemme og sømændene, der sejlede derude. Et helt kapitel for sig selv, som vist ikke er kendt, og som giver baggrunden for det store arbejde, som fandt sted og stadig finder sted blandt sømandsfamilierne.
Den engelske gave på 25.000 kr. og en foræring på 40.000 kr. fra Dansk Sømandsfond under Dansk Dampskibsrederforening gav stødet til, at »Aggershøj« udvidedes med en tilbygning i haven. 21 værelser med indlagt rindende vand, brusebad, toiletter og andre bekvemmeligheder blev resultatet. Værelserne indrettedes med fast skab, seng, skrivebord, stole og divan. Værelserne fik intet nummer, men morsomme navne: Honolulu, Hawaji, Tokio, New York, London m.m. En tavle på væggen minder om gaven fra The Allied Forces, som gjorde det muligt at bygge.
Samme år bevilgede Handelsministeriet på Sømandsmissionens anledning 40.000 kr. til sømænds enker og sømandshustruer, som ikke faldt ind under de gældende bestemmelser om hædersgaver og krigsforsikring. Pengene skulle være en øjeblikkelig hjælp, og man mente, at Sømandsmissionen var den institution, der kendte de trængende bedst, hvorfor Sømandsmissionen blev sat til at administrere midlerne.
Feriehjemmet »Aggershøj« oplevede en af sine store dage lørdag den 3. september 1949. Kongeparret besøgte Ærø og havde tilsagt feriehjemmet et besøg. Alt var i fineste orden, da Kongeparret og Prinsesse Benedicte ankom. Alle enkerne og deres børn, 34 i alt, var stillet op i stiveste puds. Bestyrer P. Wessel holdt en lille tale til Majestæterne, to små piger klædt i hvide kjoler med røde bånd, overrakte en buket røde og hvide nelliker. Både selve villaen og den nye fløj blev taget i øjesyn, og Dronningen orienterede sig også i køkkenet, medens Kongen imponerede ved sin viden om skibe. Kongeparret underholdt sig livligt med enkerne, og en af dem opnåede endog at få Kongens autograf. En dejlig festdag, som længe vil mindes.
Feriehjemmene drives bl.a. ved tilskud fra rederier, private og andre. Socialminister
J. Strøm viste sin forståelse for enkernes kår ved at sørge for, at der hvert år udbetales 2500 kr. til rejsehjælp. Alligevel må der hvert år tæres på kassebeholdningen fra Mindeindsamlingen, og en skønne dag er det slut. En kreds af sømandshustruer har 2 gange trådt hjælpende til ved at afholde basarer i »Karnappen«. I taknemlighed over at have deres mænd, besluttede de yderligere at gøre noget for dem, som havde mistet deres mænd på havet. Med anbefaling fra de søfarendes 7 organisationsformænd arbejdede de på et julemarked i 1955 under devisen; Fra alverdens lande. Ved hjælp af deres mænd, som sejlede derude, hentedes oversøiske, interessante varer hjem til julemarkedet. I et opråb skrev sømandshustruerne: »Hvert år får ca. 300 enker efter omkomne danske sømænd sammen med deres ukonfirmerede børn et 14 dages ferieophold på et af feriehjemmene - fuldkommen gratis, og hvad det betyder for den enkelte, er let at forstå; et lysere livssyn, en ny kraft til at leve videre.«
Den første bestyrer af »Aggershøj« var fru A. Møller, som kom fra sømandshjemmet i Nykøbing Mors. Fru Møller afløstes af P. Wessel og hustru, og siden l.
maj 1953 har Arnold Klug og hustru bestyret »Aggershøj«.
Gennem alle disse 25 år er samtlige sømandsenker i Danmark og deres børn blevet indbudt til et ophold på Sømandsmissionens feriehjem, og hjemmene har i årene, der er gået, øvet en bemærkelsesværdig indsats til trøst og opmuntring for alle, som har været deres gæster. Ved en bestemt lejlighed udtalte en af enkerne på »Aggershøj,«: »Vi har jo alle en tragedie bag ved os«. Hvad den sætning rummer, forstår den, som i nogle dage har færdedes i et selskab, hvor alle kvinderne er enker og alle børnene faderløse. Efterhånden som tiden går, er det ikke blot krigsenker, men også andre sømandsenker der kan få ophold på feriehjemmene. Tragedier på havet holder jo ikke op. Sorgen og savnet er lige stort, og behovet for hjælp og forståelse er altid det samme
Indenlandsk Sømandsmission har prøvet på at sætte den danske sømand og fisker fra de 5 onde år et levende mindesmærke. Når der ind under juleaftens tusmørke holdes andagt af pastor Eilschou Holm, tidligere ved mindekorset og nu ved mindeankeret ved Nyhavns Kanaler, bringes vor gæld til den danske sømand i erindring. | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 15/9-2005
Kategori (i): Indslag fra 3. part
Landslodsedlen 2005
Danskere, som rejser ud i kortere eller længere tid, søfolk på farten, det danske mindretal i Sydslesvig og unge rygsækrejsende eller au pairs, mennesker i forskellig alder og livssituationer møder en åben dør i kirker verden over. Ofte betyder det et mere personligt forhold til kirken og gudstjenesten.
Danske Sømands- og Udlandskirker er Den Danske Folkekirke uden for Danmarks grænser. Dermed er kirken også tæt på danskeren ude: som kirke, som socialt mødested, som ramme for kulturelle og folkelige arrangementer.
Årligt har kirkerne kontakt med op mod ½ million danskere ved gudstjenester, sammenkomster, personlige samtaler og opsøgende arbejde.
Udgiften til kirkernes drift skal for en stor del dækkes af indsamlede midler. En væsentlig indtægt kommer fra Landslotteriet. Derfor er et godt resultat af Landslotteriet af stor betydning for videreførelse og udbygning af vort arbejde.
Landslodsedlen:
-sælges i perioden 15. september - 15. november 2005 -gevinster for 509.906 kr.
-der er trykt 150.000 lodsedler á kr. 20,-
De kan vinde:
-Toyota Yaris -Drømmerejse for 2 -Købekort til Coop Danmark -eller en af de 618 andre gevinster
Landslodsedlen
bestilles ved henvendelse til:
Anette Oehlenschlæger Lars Nielsens Vej 6, 7330 Brande Tlf. 97 18 25 44
-eller ved at indbetale et beløb på giro 128 9500
Tak for Deres støtte til at fastholde muligheden for at søge en dansk kirke – også i det fremmede. | |
Kilde/ forfatter: Margith Pedersen Generalsekretær, Dato: 15/9-2005
Kategori (i): Indslag fra 3. part
En teenager til søs sept. 2005
Allerede i foråret havde vores søn på nu 14 år bebudet at han ville med sin far til søs i hele sommerferien, og det var udtrykkeligt hele ferien. Jeg tænkte ved mig selv, at når han havde set alle videofilm og spillet pc spil til han faldt ned af stolen, så ville han nok kede sig og bede om at komme hjem, måske allerede efter en uges tid. Det er et mindre skib, og begrænset hvad man kan udfolde sig med ombord.
Det blev i slutningen af juni at min mand skulle påmønstre sit skib i Hirtshals, og vores søn fulgte spændt med. Det var jo helt klart en særlig situation at det nu var mig alene der stod tilbage på kajen, og det føltes da også noget ensomt. Men for vores søn var det et højdepunkt, en interessant og oplevelsesrig ferie lå foran ham, og bedst af alt, han var sammen med sin far.
Min ferie begyndte dagen efter de var rejst! Hyggeligt, ikke? Nej, jeg følte mig ene og forladt, men kunne også se det ironiske i det. For hvor mange gange har ikke vores søn følt sig forladt af sin far, og hvor mange gange har ikke min mand følt sig alene. Jeg plejede jo i det mindste at have vores søn hos mig. Jeg glædede mig over at de to nu kunne være sammen, ikke mindst uden mig. Så jeg var naturligvis spændt på de første meldinger ude fra skibet.
Det gik fint, han gik med i arbejdet ombord. Nå!... Jeg var vildt overrasket, for vi plejer at brokke os over hans dovenskab hjemme. Han fiskede også, når der var mulighed for det, hvilket var ret ofte. De sejler kystsejlads i Norge. Men det bedste af det hele var måske at han virkelig trivedes med alle ombord, og de gav ham plads, de tog ham med i arbejdet, de fiskede med ham, de lærte ham korttricks, han lånte styrmandens helt nye bærbare pc, og meget andet.
Hjemme gik jeg jo og kedede mig, men tænkte alligevel det skulle være løgn. Rejse på ferie alene, havde jeg ikke lyst til. Så jeg tog på arbejde i Norge, og skæbnen ville at de kom med skibet til Kristiansand, hvor jeg arbejdede, og heldigvis i nogle af de få fritimer jeg havde. Jeg kom cyklende ned på kajen, netop som de lagde til. Og at se sin teenage søn stå der og håndtere trosser, som en anden sømand, og lige kaste et nonchalant blik ned på kajen og få øje på sin mor, og i øvrigt fortsætte med arbejdet, det vil jeg aldrig glemme. Det var en helt speciel oplevelse. Lige som det var helt specielt at være ombord og mærke sin søn være optaget af arbejdet ombord, mærke hvordan han var blevet en integreret del af besætningen. Ja, han havde dårligt tid til at snakke med sin mor, selvom han også havde meget at fortælle.
Det der også glædede mig, var at se hvordan han var blevet virkelig gode venner med specielt den yngste af de filippinske søfolk, de jokede sammen og var helt pot og pande. Der var ikke nogen kulturforskel der generede dem i deres samvær. Det er stof til eftertanke for alle os andre. Den eneste ulempe ved det venskab er, at nu vil vores søn til Filippinerne næste sommer, alene!!! Det skal vi vist lige tænke lidt over….
Det blev 33 dage til søs, for skolen kaldte, trods han mente han godt kunne tage nogle dage ekstra, for han havde stort set ikke haft en eneste fraværsdag i 7. klasse! Han havde slet ikke lyst til at komme hjem, og hans far skulle jo blive, så det var surt at skulle forlade den sjove skude. Ydermere havde han oplevet at få et tættere forhold til sin far, hvilket naturligvis talte meget.
Da jeg hentede ham ved toget, bemærkede han tørt: ”Du har ikke vasket bilen, som du plejer når far kommer hjem!”. Jo, der var ingen tvivl, det var en sømand jeg havde fået hjem, og jeg var da også ganske stolt. Han voksede på den tur, og besætningen ombord fik bestemt en ekstra dimension i deres dagligdag. Da vores søn var rejst, fortalte min mand, at alle talte meget om hvad vores søn havde gjort og sagt, mens han var ombord. Alle savnede ham, og nok mest af alle, min mand. Han havde selvfølgelig også haft meget glæde af den tætte kontakt mellem de to.
Vi kan varmt anbefale det til andre. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 15/9-2005
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)
