|<
<
>
>|
Tanker fra en nu forhenværende sømandskone
Jeg blev sømandskone for små fire år siden. Det var efter 3 års hårdt arbejde, da manden læste til maskinmester. Vi fik et barn, der ikke helt lige var ventet da han læste, vi havde ingen bil og manden LÆSTE! 50 timer om ugen, men så læste han næsten heller ikke lektier i weekenden, (de første år)
Han blev så færdig med sin uddannelse og fik allerede før dimissionen arbejde ved et stort dansk rederi som juniormester. Så 14 dage efter endt eksamen gik turen over de vilde vover.
Sikken en omvæltning, lige pludselig havde vi penge og bil. Jeg kunne andet end at trille tur med barnevognen her i vores lille by nord for Odense.
Moooaaar hver andet øjeblik. Der kunne være helt stille. Dagene blev brugt til at læse, spise og tage solbad og snakke med folkene. (+ 2 kg. og lækker solbrun).
Efter 30 år havde min kære sejlende maskinmester (han er ikke sømand siger han) fået nok..
Han var glad for arbejdet, men personaleforholdene var blevet forringet i en grad så det ikke var behageligt at være på arbejde, for slet ikke at tale om det sociale i fritiden. Han sagde op, uden at have noget andet, men efter en måned havde han fået et nyt godt job, med tiltrædelse to måneder senere.
Nu er jeg ikke sømandskone mere... Det har jeg mødt stor forståelse for i mange kredse. Hvor er det rart for dig etc. Det er det også, men de eneste dertil fulde har forstået mig har været andre SMK. Din stakkel, det må være hårdt, etc. Det er det også, men tilvænningen er ved at være ovre, det går godt. Der er ulemper og fordele som der er ved alting.
En stor fordel er for vores yngste barn. Først nu har hun endelig fuldt ud accepteret sin far på lige fod med mig, og det kom næsten fra den ene dag til den anden da hun fik at vide at han ikke skulle sejle mere.
Alt i alt: Det har været en god tid da han sejlede, og det blev bedre og lettere som børnene blev store.
Vi har det fint nu og de fleste indkøringsproblemer, med (ikke) faste arbejdstider, flere madpakker og der er en mere der skal bruge bilen, er løst.
Til gengæld kan jeg mærke at interessen for at læse i Søhesten og for sømandskonearbejdet svinder hurtigere end forventet, så om få år er jeg nok ikke mere at finde på den aktive medlemsliste, selvom vi vil komme til at savne folk meget, da vi har det alle tiders her i Odense. | |
Kilde/ forfatter: Lisbeth Emming, Dato: 25/6-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Juni 2005
Søkonemandeforeningen af 200X, jo jeg smagte da lidt på ordet - måtte finde Sømandskoneforeningens vedtægter frem og kan deraf læse, at verden så lidt anderledes ud i 1976 Foreningens formand:
Foreningens formand er at samle ølle sømandskoner i Danmark i en forening, støtte hinanden loyalt samt varetage sømandsfamiliens almene interesse på tværs af faggrænser.
Foreningens medlemmer.
Som aktive medlemmer kan optages sømandskoner, hvis ægtefæller/ samlevere har eller har haft deres daglige arbejde indenfor søfart
Som passive medlemmer kan optages enhver, som seriøst ønsker at fremme foreningens interesser. Sikkert er det, for 29 år siden var det utænkeligt, at kvinder skulle ud på de 7 verdenshave for at finde deres (ønske) job.
Jeg er sikker på at vi i foreningen vil tage godt imod de forældre, der nu sender deres børn (for det forbliver vi, uanset alder) ud i det ukendte, som sømand. Ingen tanker eller spørgsmål er for små!
Sikker er jeg også på, at de mænd som er gift/ samboende med en kvindelig sømand og ikke selv er til søs, har de samme spørgsmål, tanker og til tider frustrationer som os. Kom frit frem, s$ vi kan få gang i en Søkonemandeforening.
Bo Rosenborg arbejder på vores nye hjemmeside. Jeg har set en test på den og det ser rigtig godt ud. Jeg håber vi kan præsentere den på næste repræsentantskabsmøde, den 13. aug.
Den 15. juni deltager jeg i Danske Sømandsog Udlandskirkers årsmøde i Nyborg.
Husk at Landsgeneralforsamlingen er rykket frem til 24. - 25. september, se tilmelding og dagsorden andet sted i bladet.
Sankt Hans aften.
Måske går vi ikke så meget op i varme hveder, og måske tager vi bare pinsen som en lille ekstra ferie. Men sankthansaften skal vi da til. Findes der noget mere sommerligt? Stå ved et flammende bål og synge med på midsommervisen: Vi elsker vort land, men ved midsommer mest når hver sky over marken velsignelse bringer Holger Drachmann. 1885.
Varme hænderne om kaffekopperne og spise let svedne æbleskiver fra spejdernes bod. Så vidt muligt over høre den kedelige båltale. og så senere gå hjemad i den lyse sommernat og se på alle bålene rundt omkring, især langs vandet. Bedre kan det ikke blive, det er selve drømmen om den danske sommer. Ikke engang regnvejr kan ødelægge det. For som det står i sangen Danmark nu blunder den lyse nat: Byger, der går og kommer, det er den danske sommer. Thøger Larsen 1914.
Vi ved jo også, at byger ved sankthans regner guld ned i bøndernes lommer.
Med ovennævnte ønskes alle en rigtigt god sommer.
---
Foreningens formål:
er at samle sømandskoner i Danmark i en forening, støtte hinanden loyalt, samt i øvrigt varetage sømands-familiens almene interesser på tværs af faggrænser. Foreningen er politisk uafhængig.
Medlemskab:
Som aktive medlemmer kan optages sømandskoner, hvis ægtefæller/ samlevere har eller har haft deres daglige arbejde inden for søfart. Som passive medlemmer kan optages enhver, som seriøst ønsker at fremme foreningens interesser. Som støtte medlemmer til medlemsbladet kan optages enhver. | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 23/6-2005
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Tsunamien 2. juledag i Phuket 2004 (del 1.)
Søhestens redaktion har bedt mig skrive om min medvirken ved tsunamikatastrofen i Thailand.
Søndag eftermiddag (26/12)
blev vi ringet op på sømandskirken af bekymrede familiemedlemmer, der spurgte, hvordan det stod til i Singapore. Vi anede på det tidspunkt intet om, at der havde været en flodbølge i Sydøstasien. Vi kunne blot berolige de pågældende med, at vi ikke havde mærket noget som helst. Her var alt tilsyneladende roligt.
Nu fandt vi oplysninger på Internettet om flodbølgen. I løbet af eftermiddagen og aftenen kunne vi godt se, at det var en alvorlig situation i hele Sydøstasien. Jeg besluttede mig for, at jeg næste morgen ville ringe til ambassaden og tilbyde min hjælp.
Mandag morgen tog jeg tidligt på et skibsbesøg. Derefter begyndte jeg at gøre forskellige forberedelser til at flyve til Phuket. Jeg ringede til vores konsul og sagde: hvis ambassaden i Bangkok ville gøre brug af min hjælp, så er jeg klar til at rejse med det samme. Lidt senere kom
meldingen, at jeg skulle rejse. jeg fik bestilt en billet til næste fly, og ankom til Phuket, hvor jeg straks tog til Pearl Hotel.
På Pearl Hotel havde ambassaden opsat et krisecenter. Situationen var meget kaotisk, da jeg ankom omkring kl. 20.00. Krisecenteret var indrettet i en nedlagt barbersalon på under 10 m2. Der var en telefonlinie, som skulle omstilles fra receptionen. Den svenske kirke havde et krisecenter i den anden del af den nedlagte barbersalon. De havde også ~n telefonlinie med omstilling via receptionen. Mange samtaler gik derfor ofte til det forkerte krisecenter.
Mobiltelefonerne var overbelastede, derfor var det meget svært at modtage samtaler eller ringe ud de første tre til fire dage. Om onsdagen havde mobilnettet sat en spærre ind, så alle opkald blev afbrudt efter tre minutter. Dette lettede opkaldene, men til gengæld havde vi kun kort tid til samtaler.
Mandag aften (27/12) var hotellet fyldt med danske og svenske turister. Alle værelserne var fyldte. Hotellets mødesale, trappeafsatser, restaurant og lobby blev omdannet til nødlogi de første par døgn.
Da jeg ankom, var ambassadøren, konsulen, to danske og to thailandske medarbejdere fra ambassaden i gang på krisecenteret. De havde travlt med at registrere de danske turister, som fysisk mødte op samt de, der var heldige at komme igennem per telefon. Pårørende forsøgte også at komme igennem for at høre nyt. Det var en ret umulig situation dels p.gr.a. de trange forhold, og dels p.gr.a. de dårlige kommunikationsforbindelser. Vi kunne gå over til en internetcafe, hvor vi imidlertid ikke kunne printe ud. Fax kunne vi sende og modtage fra et andet hotel. Det var en meget vanskelig situation, som medarbejderne virkede under. Men der blev registreret på livet løs.
Min funktion i dette virvar blev straks at tale med nogle af de danske, der var kede af det og ulykkelige, fordi de ikke vidste, hvor deres kære var. Ambassaden var god til at henvise de sværeste tilfælde til mig. Herved overlod de ikke bare de mest
traumatiserede til sig selv, når ambassadens medarbejdere skulle videre med registreringen af de mange andre, der ventede. Naturligvis var mange frustrerede, vrede og bange. De havde også oplevet at være i livsfare, men de var i live og havde deres rejsefæller omkring sig. I første omgang kunne vi ikke sige noget om, hvornår de kunne komme hjem eller hvordan. Rejseselskaberne, forsikringsselskaberne og deres kriselæger og krisepsykologer kunne træffes i hotellets lobby, hvis de altså var med et rejseselskab.
Ingen havde overblik over katastrofens omfang de første par dage. Der blev efter et par dage holdt koordinerende møder hver morgen kl. 10 mellem de forskellige skandinaviske ambassader, rejseselskaber og krisemedarbejdere. Vi havde ligeledes vores eget krisemøde i den danske stab forud for dette møde.
Fortællingen af Sømandspræst og Social attache Hans Vestergaard Jensen, fra Tsunamien 2004, fortsætter i næste nummer af Søhesten | |
Kilde/ forfatter: Sømandspræst og Social attache Hans Vest, Dato: 15/6-2005
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)