|<
<
>
>|
Søkonemande-foreningen af 200X.
Nej du havde ikke fået de forkerte briller på. Prøv lige at smage på ordet. Formanden for Sømandskoneforeningen af 1976 har garanteret allerede fået morgenkaffen i den gale hals, hun vejrer konkurrence. I stedet vil jeg foreslå at oprette nogle underafdelinger i vores forening. Se så, nu blir hun glad, det betyder nye medlemmer, tænker hun.
Nok ikke i hobetal, for der er nok ikke så mange kvindelige søfolk med ikke-sømænd, men de er der, og vi skal vel være en fremtidssikret forening. Hvor skal de gå hen,de stakkels mænd, hvis de har behov for en social rundkreds med nogle, der forstår dem og deres små problemer. Forestil jer en mand møde op til et af vores møder. Er han ikke gået forkert, men nej, lyder det: ”Jeg er mand til min kone, der er sømand”. Det lyder ikke alt for godt, vel?
Selv i disse moderne tider får ikke ti vilde sømandskoner ham til at møde op sammen med dem og snakke om ingenting.Ikke at jeg har løsningen som en færdig pakke, men blot noget vi kunne tage op ved lejlighed.
Det hele udsprang egentlig af min nyopdagede glæde ved at være med i den ”rigtige” forening.For hvor går man ellers hen og får gode råd og trøst, når ens datter inden længe skal udmønstre som dual-aspirant. Kom så til at tænke på, og høre om, de stakkels forældre, der ikke aner en pind om livet på de vilde vover, og som skal sende deres håbefulde poder ud første gang til noget ganske ukendt.
De har hørt en masse om tårnhøje bølger, pirater uden sørøverflag og en pige ( m/k ) i hver en havn. Hvor svært må det ikke være.
Vi er da nok nogle stykker, der vil øse af vores sparsomme erfaringer med unge mennesker, der heldigvis vælger uddannelse efter hjertet, og ikke efter hvor mange kleenex moren brugte den aften, det blev afgjort.
Så atter en underafdeling er undervejs, hvis vi vil.
Nu vil jeg så småt vænne mig til at huske:
at der er to, jeg skal hente og bringe ved stationen
at der er to jeg skal maile sammen med ofte
at sætte pris på min somme tider hjemme-søn plus familie og nære venner
at der er to der vil være elsket og savnet i døgndrift
at købe ekstra kleenex - og bruge dem uden dårlig samvittighed
at være stolt af at være sømandskone / mor til kommende skibsofficer
at leve livet trods savn
plus de 1000 andre ting en sømandskone altid skal huske. | |
Kilde/ forfatter: Aase Dyrehauge, Dato: 1/4-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger
April 2005
Er det ikke dejligt - foråret ? En forårs morgen med sol og blå himmel. Humøret skyder i vejret som alle de dejlige farver, der pibler op af jorden
Som formand for Sømandskoneforeningen bliver mit humør også lidt bedre, når jeg i sidste nr. af “Søhesten” læser hvordan I hygger jer rundt om i lokal foreningerne. Dejligt at læse, der kommer nye medlemmer i næsten alle afd. Og hvordan de i Århus har så stor fornøjelse af hinanden, både børn, “koner” og mænd.
Vi har afholdt repræsentantskabsmøde, med deltagelse af de fleste lokal afdelinger. Vi byder velkommen til de nye repræsentanter, fra Odense og Næstved.
Et andet emne er landsgeneralforsamlingen. På Landsgeneralforsamlingen i 2004 var vi lidt for hurtige til at flytte generalforsamlingen i 2005 frem til september måned uden at tage højde for vedtægterne. Af den grund indstiller repræsentantskabet til en dispensation ved generalforsamlingens begyndelse. Hvis vi havde lagt årsmødet den 1. lørdag i oktober, havde alt været i orden, da vedtægterne siger, at mødet skal afholdes i årets sidste kvartal, men vi fik det lagt den sidste lørdag (24. september) i september, og derfor må vi bede om dispensation til afholdelse af årsmødet. (Odense har allerede arrangeret sig med stedet for generalforsamlingen).
Vi besluttede på mødet, at vores hjemmeside skal have en “renovering” og gøres mere “up to date”. Inger Bøttger, vores wep-redaktør, har grundet tidsmangel, meldt pas på denne opgave. Tina Rosenborg, Århus afd. har påtaget sig opgaven.
De mange udsagn og statistiker fra tema dagen “Det sejlende menneske” blev vendt og diskuteret.
Kirsten Nybroe har været til forretningsudvalgsmøde i Handelsflådens Velfærdsråd, hvor der bl.a. er behandlet emnet vedr. TV-ordningen, der stopper ultimo 2005. Der er afholdt møde mellem Danmarks Radios ledelse og Rådets nedsatte arbejdsgruppe. Det er desværre i skrivende stund ikke lykkedes at få referat af dette møde. Kirsten skal igen i uge 17 til møde og vi håber, at vi i næste nr. af “Søhesten” har nærmere (positiv) information om TV-ordningen.
Næste repræsentantskabsmøde afholdes den 13. August 2005.
En sand ven kommer ind,
når andre går ud. | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/4-2005
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
ET LIV SOM SØMANDSKONE/KÆRESTE…
Et liv som sømandskone/ kæreste, et anderledes men spændende liv, som altid byder på fuld udfordring og en anderledes, men dejlig forelskelse… Dette er en kort historie om at starte et liv som kæreste med en sømand, alt imens man stadig er meget ung og uerfaren…
- At leve som sømandskone/kæreste er ikke noget nemt liv, intet kommer nemt og forærende til en..
Nu tænker mange, Ja men, for hvem gør livet det? Og ja, for hvem som tænker det, så har I selvfølgelig på mange måder ret, men der er alligevel en forskel… For mig har et liv som kæreste til en sømand givet mig utrolig mange udfordringer, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle stå ansigt til ansigt med. Det har givet mange op og nedture, men mest af alt så har det lært mig, hvilken stærk personlighed jeg har, og hvem jeg virkelig er…
Jeg mødte min sømand, da jeg var 19 år, og vi var nok som alle andre unge fyldt med forelskelse og kunne, når vi var sammen svæve på de lyserøde skyer i timevis… Min sømand var lige hjemvendt fra de 7 have, dagen før vi mødtes, så det gav os lige 2 måneder i ren lykke og forelskelse, inden den grimme dag kom, hvor han måtte pakke sin kuffert og af sted igen… Og det var bare alt andet end sjov..
Jeg er, og har altid været en personlighed, som hungrer efter meget tryghed, og derfor har mange også altid sagt, at det er paradoksalt, at jeg lige skulle ”rende” ind i en sømand, og det kan jeg kun selv give folk helt ret i. Men som jeg ” forklarer mig med” ; - når kærligheden og forelskelsen har fat, ja så stikker man jo ikke af… Men efter sømanden var rejst, så kom alle de kaotiske tanker, som vi alle nok har været igennem.. Hvad laver han nu? Har han glemt mig? Kommer han stadig hjem og er forelsket i lige netop mig, eller har han bare en pige i hver havn, som man jo oftest hører folk sige… Og det krævede sin kvinde at det stå igennem, må jeg ærligt tilstå, for det var bestemt langt fra alle, som virkelig kunne forstå alle de her tanker, man gik og rodede med. De fleste sagde jo bare arrjj, det må være hårdt, og selvfølgelig prøvede de at forstå, men alt, hvad folk sagde, var ligesom en slags medlidenhed, og det hjalp bare aldrig.. Tværtimod… Det eneste som rigtig hjalp, var når folk gav noget modspil, og man kunne få nogle realistiske diskussioner i gang, og det har desværre været de færreste, som har formået det…
Meen så har der jo også været alle de gode sider ved at være kæreste med en sømand.. For mit vedkommende har det betydet, at jeg har fundet en meget stor selvstændighed i mig selv, som jeg ikke troede fandtes… At være nået til et punkt, hvor jeg helt præcist ved, hvem jeg er, og hvad jeg indeholder, er en rar følelse, og det kan jeg med sikkerhed takke min sømand for, og det liv som græsenke til en sømand, det er… Det at lære og tackle alle de her følelser på den mest fornuftige måde er jo en overvindelse i sig selv, og indimellem skal man træffe valg i nogle underlige situationer, som man ikke troede, man ville havne i.. Men alt det gavner jo selvværdet og troen på at man er to, trods man det halve af tiden kun er én..
Selvfølgelig findes der stadig tider, hvor man er så grusomt i tvivl om alt muligt, og der kommer da også stadig problemer henad vejen som må løses… men sådan er det jo for os alle..
Nu sidder jeg så på 5. år som kæreste til en sømand og tænker tilbage på alt, hvad der er hændt, og det er bestemt ikke småting… Fra at være en ung og uerfaren teenager som boede hjemme hos mor og far, i færd med en studentereksamen, og brugte hver en lejlighed til at holde fest, er jeg nu blevet færdig med studentereksamen. Har været i England og opdrættet heste, har taget en videregående uddannelse som bioanalytiker, sidder nu i et fast job i et privatejet firma, og ja så, er jeg også flyttet fra mor og far. Bor nu i hus sammen med sømanden, og er snart lige så sat og kedelig som alle dem der ”engang var så kloge at høre på, når man sad med sine skrupler over kærligheden”…
Men her er jeg så endt, og har det faktisk helt vidunderligt med det… Ligeledes kan mit liv som kæreste til en sømand tilskrives et utal af rejser både over Atlanten og Stillehavet, og det er jo bestemt ikke at kimse af… Det sjove er så nu, når vi i sømandskoneforeningen mødes, at vi alle unge som gamle kan snakke om alt mellem himmel og jord. Vi kan hygge os på kryds og tværs, trods det faktum at vi alle er meget forskellige og har meget forskellige erfaringer af livet… Men det som det hele jo handler om er, at vi på et punkt er bundet sammen af noget fælles, det at være sømandskone/kæreste, og det betyder at vi alle har en stor forståelse for hinanden på netop det punkt, som rører ved mange helt almindelige ting i ens dagligdag… For når alt kommer til alt, så ligner vi mennesker jo hinanden uhyggeligt meget, vi har næsten alle 2 arme, 2 ben og et hoved… Vi kan le og vi kan græde, og så har vi alle en vilje og en tanke om livet, forskellen, og det forunderlige ved os alle er, hvordan vi vælger at bruge den…
| |
Kilde/ forfatter: Lotte Kjærgaard Olsen, Dato: 1/4-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)