|<
<
>
>|
Temadag om det sejlende menneske
Søfartens Arbejdsmiljøråd afholdt fredag den 4. marts sin årlige temadag, hvor temaet i år altså var "Det sejlende menneske".
Der var en lang række kortere foredrag, her iblandt et af mig selv om "Et ensomt liv til søs", hvor jeg fortalte lidt om mit snart 3 år gamle projekt om den isolerede sømand. Mit budskab er først og fremmest, at det skal gøres alment kendt at bagsiden af medaljen ved et liv til søs, for nogens vedkommende er, at sømanden tager skade på sjælen, idet han får svært ved at indgå i sociale sammenhænge, bliver menneskesky, apatisk, sær, angst eller deprimeret. Det skal gøres kendt, så sømanden netop har en chance for at modvirke denne effekt. Og det tror jeg han kan, ved at være bevidst om det. Vi kan ikke på forhånd vide, hvem der klarer mosten og hvem der ikke gør, uden at få mén af det. Og erhvervet skulle jo gerne være for alle dem, der synes det er lige sagen med en karriere til søs.
I løbet af temadagen var også gruppearbejde hvor vi, inddelt i grupper, skulle se på, i én gruppe: glæder ved et liv til søs, i en anden gruppe: sorger/svagheder ved et liv til søs, i en tredje gruppe: muligheder ved et liv til søs, samt i en fjerde gruppe: trusler/begrænsninger ved et liv til søs. Jeg var i gruppen med glæderne. Her blev navnlig påpeget fordelen ved at man var fri for dagligdags gøremål som indkøb, rengøring, madlavning, transport til og fra arbejde, hente/bringe børn til og fra skole og fritidsaktiviteter, så man kunne nøjes med at koncentrere sig om sit arbejde, og altså ikke skulle tænke på at man efter endt arbejdsdag skulle en masse andet, eller havde kone og børn i telefonen og minde om aftaler osv. Men det er jo så måske netop det, der er medvirkende til, at på sigt risikerer sømanden netop at miste disse "sociale kompetencer" som det hedder med et moderne udtryk. Så bliver han beskrevet som "sær". Det er bagsiden af medaljen.
Jeg havde ventet nærmest at blive skydeskive for æg og tomater, men blev godt modtaget. Og så skal jeg ikke belemre jer med mere af mit "hjertebarn".
Henrik L. Hansen er embedslæge med interesse for søfolk, og han havde kigget på en masse tal og statistikker, som var interessante.
Vi har jo ofte i Sømandskoneforeningen drøftet, hvor vidt der er flere skilsmisser iblandt søfolk end iblandt landkrabber. Vores indtryk har nok været, at det er der ikke. Og det skyldes vel netop, at vi er sømandskoner der trives med denne specielle livsform, som har fundet sammen i en forening. Vores landsformand Lotte udtrykte det rigtig godt i en film Søfartens Arbejdsmiljøråd havde lavet til lejligheden.
Men, der er altid et men: Statistikkerne viser altså, at der er forholdsvis flere søfolk der bliver skilt, i forhold til landkrabberne. Faktisk er der færre søfolk der bliver gift, end det er tilfældet for landkrabber, og derfor udgør skilsmisserne en forholdsvis større andel, da det jo er færre der bliver gift. Og så kan vi sige: Nå!
Men mon ikke det er sådan i vores forening, at os, der "råber højest", er os, der virkelig har lært at påskønne den selvstændighed og frihed der ligger i et sømands familieliv? Og mon ikke vi har glemt at det måske alligevel tog os nogle år at lære det? At det ikke altid var sjovt da børnene var små og ikke kunne forstå at far svigtede dem ved at forsvinde ud af deres liv gang på gang? Jeg kan nu godt huske da min egen søn nægtede at tro på, at hans far nogen sinde kom hjem igen. Og vores eget dybt følte savn? Og hvor gode er vi til at give sømanden plads når han kommer hjem fra søen? Forstår vi hans livsbetingelser til søs? At det er en omstillingsproces for ham (og os) hver gang han træder ind ad indgangsdøren, trods døren er den samme? Det opsplittede liv? Osv.
Ikke for at gøre det til en klagesang, men jeg tror, at vi med mellemrum skal gøre os besværlighederne klart, navnlig hvis vi vil have de unge piger med, og få dem aktive. Det er jo især i de unge år, at man føler det vanskeligt, indtil man bliver garvet og lærer at værdsætte det. Vi må ikke glemme dem, der synes det er svært.
Statistikkerne viste også, at de mest stabile, altså dem der blev længst i søfartserhvevet, er dem der er gift og har børn! Det må jo kunne siges at vidne om, at det er vigtigt at sømanden har en sikker hjemlig havn! Så med en endnu større og endnu mere aktiv Sømandskoneforening, hvor vi forstår og støtter hinanden, kan vi måske vende statistikken….
Tallene vil sandsynligvis blive lagt ud på Søfartens Arbejdsmiljøråds hjemmeside: www.seahealth.dk
Download/ se mit speciale om den isolerede sømand ved at klikke på denne link: PDF fil | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 4/3-2005
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
No Smoking
Sådan en grå, kold og trist februarmorgen, hvor man er ved at få nok af den danske vinter, kan det være svært at få øje på lyspunkter i de mørke dage.
De er der, det ved jeg, men nogle gange må man altså skabe dem selv!
Det var jeg denne morgen i færd med, idet jeg var i gang med at tælle mine sparepenge. I månedsvis havde jeg lagt penge til side i et syltetøjsglas. Penge som jeg havde ”tilovers”, fordi jeg er stoppet med at ryge!!
Efter at have røget cigaretter siden mit 14. år, og de sidste år som storryger, var jeg nødt til at stoppe på grund af helbredet. En slem astmatisk lungeinfektion gav mig voldsomme og meget ubehagelige gener, så jeg havde ikke rigtig andet valg. Efter 4 dages indlæggelse, hvor jeg ikke havde røget, besluttede jeg at ”prøve” at lade være. Jeg ville ikke love mig selv eller andre noget, jeg måske ville have svært ved at holde!
De cigaretter jeg havde i tasken bad jeg min datter om at gemme et sted i huset, og jeg skulle ikke vide hvor. Dette som en redningsplanke ifald jeg slet ikke kunne klare projektet.
Det anbefales at man melder sig til et rygestopkursus, hvor man bliver instrueret i udtrapning af smøgerne, og hvor man kan være sammen med lidelsesfæller som kan støtte hinanden, ligesom det anbefales at bruge et nikotinprodukt, hvilket skulle øge chancerne for at overholde rygestoppet. Dette valgte jeg fra. Jeg var klar over, at med det rygemønster jeg havde, skulle jeg klare en ”kold tyrker”, ellers ville det ikke virke. Og jeg var helt ærligt ikke interesseret i at være sammen med andre og høre på, hvor synd det er for os!
Jeg brugte altså et andet ”kneb”. Jeg fortalte rigtig mange i min omgangskreds samt alle mine kolleger, at jeg ville forsøge at holde op med at ryge. Jeg mødte næsten kun positiv respons. Både fra rygere og ikke rygere. Og jeg fik utrolig megen støtte, specielt fra eksrygere. Der blev ringet eller mailet til mig med gode råd. Mine børn skiftedes til at ringe, og det første de spurgte mig om var: ”Har du røget?”
Jeg har fundet ud af, at rigtig mange mennesker er glade for, at jeg vil forsøge dette. Mennesker som oprigtig holder af mig, og har været bekymret for mit liv i de tætte røgtåger!!
I det materiale man kan få fra bl.a. Sundhedsstyrelsen er beskrevet de mange gevinster, man får ved et sådant rygestop. Det er gevinster man ret hurtigt kan ”indløse”! Der gik ikke mange dage, før jeg kunne mærke, at min lugtesans var skærpet. I en forretning duftede jeg lige pludseligt friskt træ! Det var pejsebrænde! Har aldrig før tænkt over, at sådan noget kunne dufte. Smagssansen skærpes ligeledes. Nu kan jeg smage nuancerne i et godt glas rødvin. Etikettens beskrivelse om strejf af vanille og egetræ er god nok! En anden sjov ting er, at jeg nu kan dufte når jeg kogevasker. Duften af ”renhed” i bryggerset giver associationer om de ugentlige vaskedage i vaskehuset, da jeg var barn.
Nu kan det jo virke ganske rosenrødt med al den omsorg og interesse! Men medaljen har nu også en bagside! En meget stor endda. Kun meget få har berettet om de meget negative oplevelser, som flere end jeg må have oplevet. Jeg medgiver at det må være individuelt.
Men hør nu her: Hvordan tror I det er at finde sig selv med en kuglepen i munden, eller at snurre den rundt mellem hænderne i et sådant omfang, at fingrene bliver hudløse? At opleve, at man ”sniffer” kollegaens røg i sig? For slet ikke at tale om vægtøgningen! UHA, man var advaret, og det er altså ikke så morsomt at se skalaen på vægten kører næsten i bund, samtidig med at man må udskifte garderoben flere gange. Ligefrem kønt er det jo heller ikke.
Men det aller, allerværste er nu alligevel humørsvingningerne. Mange er de vittigheder der er blevet fyret af omkring eksrygeres humør og temperament. Det er vand!!!!
Jeg tror at ingen andre end tidligere rygere kan sætte sig ind i, hvilket savn det er at sige farvel til smøgerne. Det er ikke kun nikotinens abstinenser man skal kæmpe med.
Nej hele dit mentale og sociale liv er også kastet ud i stormvejr! Når man f.eks. føler sorg over den mistede livsstil, ja så er det noget man kæmper med alene, for hvem kan dog sætte sig ind i at røgen har sådan en indflydelse på dit liv? Når man over kaffen på en café kan blive ganske misundelig over nabobordet, som har askebæger og benytter det? Tristheden i forsamlinger, hvor man ikke længere er med ude i rygepauserne? Ofte er det der hvor der diskuteres og dannes grundlag for senere beslutninger! Humørsvingninger som din familie og arbejdskolleger må stå model til, og som varer meget længere end de 14 dage, der tales om i diverse brochurer, og som gør dig selv så ked af det, når det går op for dig, hvor urimelig du har været.
Nej ingen skal fortælle mig, at der kun er gevinster ved et rygestop!
Tilbage til den mørke vinterformiddag, hvor jeg talte mine sparepenge. Det var ikke første gang jeg tømte glasset. Først var der næsten penge til en ny computer (fladskærm, trådløs tastatur og alt det, som dog stadig ikke kan få kabalespillet Edderkoppen til at gå op!) Denne morgen gjaldt det lommepenge til en ferie på Madeira. Beløbet var endnu engang 4cifret, så her er nok en af de største gevinster! Nå ja, og så lige helbredet, som jo var det der krævede rygestoppet!!!!
Og så må jeg indrømme at livet på andre områder måske er blevet en lille smule lettere. Jeg har nu ikke røget i snart ½ år, og jeg behøver ikke længere at lade øjnene flakse rundt i et lokale, når jeg kommer ind. Jeg behøver nemlig ikke længere at finde en rygerplads. Jeg frygter ikke længere de lange flyveture, hvor det ikke er muligt at ryge, og de ryge-rum der er indrettede i lufthavne og andre steder, behøver jeg heller ikke at smutte ind i. De var sgu da også forfærdelige ulækre, selv da jeg var ryger!
Næste gang jeg tømmer syltetøjsglasset, tror jeg pengene skal gå til en maler som skal komme og male stuens vægge. De bærer stadig af at der har været røget rigtigt meget. Og så har jeg lovet mig selv, at jeg ikke vil være en af de der ”frelste” eksrygere. De er sat’me ikke til at holde ud at høre på!! Og der må stadig ryges i mit hjem. Blot kun af andre end mig selv.
| |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 1/3-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Marts 2005
I skrivende stund har kalenderen passeret 1. marts, altså så er det forår - men kigger vi ud af vinduet, ligger driver af sne og istapper hænger langt ned af vinduet. Sneen kan dog ikke tage glæde af, at dagen er tiltaget med 3 timer 43 min.
Jeg vil gerne ønske Fredericia Maskinmesterskole tillykke med “Frederprisen 2004” en pris, der er stiftet
af Fredericia Kommune og gives til en arbejdsplads for dens rumlighed. Fredericia Maskinmesterskole har fundet plads til 5 medarbejdere, der har brug for lidt mere “støtte” end der normalt gives på en arbejdsplads.
Birgit Larsen Jensen og jeg har deltaget i Søfartens Arbejdsmiljøråd´s tema dag. Temaet i år var “Det sejlende menneske”. Tak til Søfartens Arbejdsmiljåråd fordi de altid påtænker Sømandskoneforeningen af 1976 med invitation til disse tema dage.
“Det sejlende menneske” er et stort og spændende emne. Dagen igennem var der mange tal på og udsagn om hvordan “det sejlende menneske” “ser ud” !
Søfartens Arbejdsmiljøråd har lavet en undersøgelse på hvad jobbet som sømand har af goder
High score er
Den gode ferie, sammenhængende fri
God løn
Det frie liv, når man er ude
Kammeratskab
Det store ansvar
Selvstændighed
Fleksibilitet i arbejdet
Tankevækkende, er det dog at 80% af de adspurgte, på spørgsmålet om, de vil anbefale deres børn, at gå ind i sømandslivet, svarede nej - men stillede man landmanden, det samme spørgsmål, ville sikkert mange flere end 80 % svare nej !
Birgit har andet sted i bladet belyst flere af de emner, der blev berørt.
Vordingborg og Næstved har holdt “åbent hus”. Desværre, har der ikke været den helt store søgning.
Jeg kan ofte spørge mig selv, hvad der skal til for, at flere får øjnene op for vores forening !
Jeg kunne tænke mig, at komme med en opfordring til jer ude i den store verden, om at skrive indlæg til “Søhesten” om hvordan jeres opfattelse er af Sømandskoneforeningen af 1976- hvad skal der til for du vil anbefale din kone/kæreste/samlever at tage kontakt til foreningen.
Mine tanker går til den kroatiske familie, der har mistet deres sømand, i forbindelse med ulykken ved Storebæltsbroen. Tankerne går også til alle de, der nu hænges ud for ikke, at have passet deres arbejde korrekt.
Smilet er den bedste
trådløse forbindelse imellem
to mennesker. | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/3-2005
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
|
(i)