|<
<
>
>|
Måske ku’ vi?
Den største forandring i menneskets tilværelse, er nok når man bliver forælder.
Ens eget liv forandrer sig totalt fra det øjeblik, man holder sit første barn i armene. Forandringen er ikke kun i det følelsesmæssige plan, men i alt hvad man tidligere har beskæftiget sig med. Glæden ved at blive forælder overskygger alt andet man har kendt, og man har nu pludselig ansvar og bekymringer for dette lille væsens opvækst. Det er ikke kun de næste mange, mange år man optaget af denne forældrerolle, men faktisk resten af ens liv!!
Jeg har oplevet denne rolle give mig identifikation og personlighed. Jeg er sikker på at mange både mødre og fædre er enige med mig i disse udsagn.
Jeg har haft barselsorlov og barnets 1. sygedag. Jeg har været med i utallige børnefødselsdage, enten som deltager eller arrangør. Jeg har siddet utallige timer på tilskuerpladser. Enten i svømmehaller, på rideskoler eller i gymnastiksale. Jeg har siddet og ventet i en sen nattetime på at puslingerne vendte hjem fra deres første halballer. Jeg har ryddet op efter deres fester. Bandet, svoret og glædet mig!!
Jeg har sammen med andre forældre deltaget i forældremøder og andre arrangementer i folkeskoler og på gymnasier.
Jeg har stolt deltaget i translokationer og været vært ved studenterfester.
Kigget på og hørt om kærester. Været nysgerrig, meget!
Jeg har oplevet dem vokse op, blive til selvstændige mennesker. Jeg har følt dem fylde utroligt meget i vort hjem og mit liv. Jeg har med stor glæde sammen med masser af andre forældre identificeret mig med denne rolle. Jeg har mere eller mindre bevidst forsøgt og tilstræbt at opdrage og forberede mine børn til en selvstændig tilværelse.
Det har givet resultat: Begge mine børn er flyttet hjemmefra.
Fra den første til den sidste forsvandt, er der gået næsten 10 år, så jeg har haft masser af tid til tilvænning.
Og jo, de kommer tit hjem. For at snakke, fortælle, låne vaskemaskine, penge og tømme køleskab.
Den næststørste forandring i et menneskes liv er nok, når børnene er flyttet fra hjemmet. Man er stadig forælder med de samme glæder og bekymringer. Forældrerollen slipper man aldrig!!!
Det er med stor glæde at jeg følger mine børns videre livsforløb.
Jeg synes dog at det er bemærkelsesværdigt så lidt vi, sammen med andre forældre, taler om denne endnu engang store forandring i menneskets tilværelse.
Når jeg i denne artikel skriver JEG, er det i samråd med min sømand. Han har selvfølgelig været med hele vejen igennem. Når han har været hjemme, har han bestemt deltaget i alt, hvad der vedrørte børnene. Han har haft de samme tanker som jeg, og som alle andre forældre. Vi har sammen lagt planer for, hvad vi gerne vil foretage os, når vi ikke længere er ” bundet” af forældrerollen.
Noget andet er den tid, hvor jeg er alene.
Altså hvor sømanden stadig er til søs.
Når jeg kommer fra arbejde, sidder katten og kigger på mig. Nå, jah, den skal selvfølgelig ikke glemmes. Madskålen skal fyldes op!! Men der er ingen sko eller tøj, der ligger og flyder. Fjernsynet er tavst! Ingen spørger hvad aftensmaden står på! Mælken i køleskabet er pludselig blevet sur! Telefonen er faretruende tavs! ( Og regningen blevet mindre!!)
Jeg oplever nu denne del af min tilværelse , som en udfordring! Sikkert sammen med en masse andre forældre.
Lad os her i Søhesten høre om dine erfaringer eller forventninger til Seniortilværelsen, hvor børnene nu ikke længere er den største del af din tilværelse!!. Også gerne fra forældre i den anden ende af tidsskalaen!!
På den nyligt overståede landsgeneralforsamling var det for mig en stor, stor glæde at sidde sammen med og opleve nybagte forældre, og at høre deres bud på fremtiden for sømandsfamilien. Et enkelt par havde deres lille baby med! Det var en ren fornøjelse at opleve! | | Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 1/12-2004 Kategori (i): Hverdags betragtninger
En anderledes Restaurant.
Da jeg sidste år læste, at den gamle udtjente isbryder "Elbjørn" var blevet solgt til kokken Lars Jeppesen, der ville lave den om til restaurant, var min første tanke.
Det glæder jeg mig utrolig meget til at se resultatet af.
Lars, der sammen med familie og venner selv har forestået ombygningen, har bl.a. hevet 130 tons ud af bjørnen, inden der kunne blive plads nok til den nye indretning. Men siden den 10. august har "Elbjørn" ligget stolt og nymalet langs kaj i Ålborg.
I godt vejr kan man sidde i havemøbler på dækket, ellers er der indgang henne agter ved den store trækkrog, der nu er blevet overdækket. Herfra er der 2 nedgange. Går man forefter, kommer man ned til et mindre spiseområde, hvor ligeledes baren forefindes. Fortsættes endnu en etage ned, kommer man ned i det tidligere agterste maskinrum. Dette ses tydeligt, da forskelligt maskineri nænsomt er bevaret, hvor pladsen tillader det. Ellers står her smukt dækkede borde omkranset af hvide læderstole. Skotterne er dekoreret med fotoforstørrelser af flotte vinter-billeder fra de danske farvande. Fra forkanten af rummet fører en lille dør ind til det forreste
maskinrum, der fortsat står uberørt.
Går man ude agter, hvor det iøvrigt er muligt at kikke ned på skrueakslen, en etage op, kommer man op i loungen. Her kan kaffen eller en lille én nydes evt. henslængt i
en chaiselong. Ligeså i loungen ses den gamle styremaskine samt det store nødrat.
Inden jeg går fra borde, er jeg lige et smut oppe på broen, i bestikket og i radiorummet. Udenfor i hver brovinge står fortsat de store gamle maskintelegrafer.
I dækshuset midtskibs foran skorstenen, er indrettet glaspusteri. Jeg tror ikke man behøver være specielt skibsinteresseret, for at synes dette er en spændende
restaurant at besøge. Men det skader da ikke. | | Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 1/12-2004 Kategori (i): Hverdags betragtninger
Ny formand 2004
Jeg vil gerne bruge min første “Formandens side” til at takke jer alle for den tillid I har vist, ved at stemme på mig til formandsposten i Sømandskoneforeningen af 1976. Jeg skal gøre mit bedste til, at leve op til tilliden.
Til jer, der ikke kender mig, kan jeg fortælle om mig selv, at jeg er 41 år. Bor i Andkær v/Vejle. Jeg startede for 4 år siden et serigrafisk trykkeri. Jeg har været med i Sømandskoneforeningen i 4 år og har fra mit første møde med Fredericia/Kolding/Strib afd. følt, det var det helt rigtige for mig. Jeg har hele mit liv haft et tæt forhold til søen, kommer fra en fiske familie i Hou i Nordjylland - så jeg har som alle andre piger fra familier med folk på søen sagt, jeg skal ikke giftes med en sømand - MEN nu sidder jeg altså her midt i det, og vil ikke bytte men noget. Jeg elsker livet som sømandskone !!
Jeg vil også gerne takke Frederikshavn´s afd. for et godt og veltilrettelagt arrangement i forbindelse med Landsgeneralforsamlingen. Tak til repræsentanter fra DANA og Dansk Rederiforening, der havde afsat en weekend til Sømandskoneforeningen. Tak til Fabien Knudsen for indlægget vedr. forskning af livet til søs.
Referat fra Landsgeneralforsamlingen vil bliver bragt i “Søhesten” i januar 2005.
P.t er jeg selvfølgelig lidt spændt på hvad posten, som formand for Sømandskoneforeningen indebærer, heldigvis er mange i forretningsudvalget og repræsentantskabet garvede piger og vores tidligere formand Kirsten, bliver jo heldigvis hos os. En sætning fra Landsgeneralforsamlingen, der igen og igen popper op er, at vi i Sømandskoneforeningen betegnes som en “meningsløs” forening - altså en flok, der ikke har en mening om noget som helst. Den sætning, syntes jeg vi skal arbejde med, at få gjort til skamme !!
Andet sted i bladet kan du læse svar på vores brev til Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen - et svar som, jeg personligt syntes er lidt tamt. Vi må nok prøve med en henvendelse til Brian Mikkelsen.
Sluttelig vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.
Volder verden dig fortræd
Gækker livets spil dig
Trøst dig du har mangt et sted
Venner du kan regne med
Piet Hein | | Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/12-2004 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
|